Skatteindberetningsloven §§ 9-14

  1. § 9
    Skatteministeren kan fastsætte regler om, at forsikringsselskaber hvert år skal indberette følgende oplysninger til told- og skatteforvaltningen:
    1. 1) Identifikation af forsikringstager.
    2. 2) Forfaldne såvel som indbetalte forsikringspræmier og indskud en gang for alle til forsikringer, der omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I og II, og eksistensen af sådanne ordninger, hvortil der ikke er foretaget indbetaling.
    3. 3) Det nærmere indhold af ordninger, der omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I, og eventuelle ændringer i sådanne ordninger.
    4. 4) Udlodninger som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2-4.
    5. 5) Udbetalinger hidrørende fra forsikringer som nævnt i pensionsbeskatningslovens §§ 2, 5, 7, 8, 9 og 15 B, herunder påbegyndelse af og ændringer i sådanne udbetalinger.
    6. 6) Indestående og afkast af pensionsordninger m.v. omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1 og 3, uden at være omfattet af 53 A, stk. 4, præmier og bidrag til pensionsordninger m.v. omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og tilbagebetalinger til en arbejdsgiver af sådanne bidrag og præmier.
    7. 7) Udbetalinger i henhold til indekskontrakter, der er oprettet i medfør af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing.
    8. 8) Udbetalinger af tilbagekøbsværdi og bonus efter forsikringer som nævnt under nr. 5 og dispositioner af den karakter, som er omhandlet i pensionsbeskatningslovens §§ 29-31, for så vidt den pågældende disposition er kommet til selskabets kundskab.
    9. 9) Opdelinger vedrørende pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 3, § 30, stk. 7, og § 34.
    10. 10) Udbetaling af beløb, der omfattes af pensionsbeskatningslovens §§ 25-28, og dispositioner af den karakter, som er omhandlet i pensionsbeskatningslovens §§ 30-31, for så vidt dispositionen er selskabet bekendt.
    11. 11) Skattepligtige arbejdsgiverbetalte præmier for forsikringer, der dækker sundhedsbehandlinger m.v., og som efter aftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19.
    12. 12) Forfaldne såvel som indbetalte forsikringspræmier og indskud en gang for alle efter fradrag af det af forsikringsselskabet m.fl. indeholdte arbejdsmarkedsbidrag til aldersforsikringer, supplerende engangssum og gruppelivsforsikring.
    13. 13) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.
    14. 14) Beløb, der efter pensionsbeskatningslovens § 22 E tilbagebetales i indberetningsåret, når tilbagebetalingen hidrører fra en indbetaling, der er sket i det forudgående år.
  2. Stk. 2.
    Indberetning efter regler fastsat i medfør af stk. 1 skal dog ikke foretages om oplysninger om udbetalinger, som skal indberettes til indkomstregisteret efter § 1, stk. 2, nr. 3.
  1. § 10
    Skatteministeren kan fastsætte regler om, at pensionskasser, pensionsfonde, andre, der udbetaler pensioner, og Arbejdsmarkedets Tillægspension, for så vidt angår supplerende arbejdsmarkedspensioner som nævnt i §§ 33 b-33 e i lov om social pension, hvert år skal indberette oplysninger som nævnt i § 9, stk. 1, til told- og skatteforvaltningen.
  2. Stk. 2.
    Skatteministeren kan fastsætte regler om, at indberetningspligtige efter regler udstedt i medfør af stk. 1 eller § 9 indbyrdes skal afgive oplysninger til brug for at opfylde indberetningspligten.
  1. § 11
    Skatteministeren kan fastsætte regler om, at pengeinstitutter m.v., der forvalter pensionsordninger, som omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I, hvert år skal indberette oplysninger til told- og skatteforvaltningen om:
    1. 1) Identifikation af ejeren af pensionsordningen.
    2. 2) Ordningernes nærmere indhold og om eventuelle ændringer heri.
    3. 3) Indbetalte bidrag og indskud en gang for alle.
    4. 4) Udlodninger som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2-4.
    5. 5) Udbetalinger hidrørende fra ordninger som nævnt i pensionsbeskatningslovens §§ 11 A og 15 B, herunder om påbegyndelse af og ændringer i sådanne udbetalinger.
    6. 6) Udbetalinger i henhold til indekskontrakter, der er oprettet i medfør af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing.
    7. 7) Udbetalinger af beløb, der omfattes af pensionsbeskatningslovens § 29.
    8. 8) Udbetalinger af beløb, der omfattes af pensionsbeskatningslovens §§ 25-28, og om dispositioner af den karakter, som er nævnt i pensionsbeskatningslovens §§ 30-31, for så vidt dispositionen er pengeinstituttet bekendt.
    9. 9) Indestående og afkast af pensionsordninger m.v. omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1 og 3, indbetalinger til pensionsordninger m.v. omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og tilbagebetalinger til en arbejdsgiver af sådanne indbetalinger.
    10. 10) Indbetalinger til aldersopsparing og gruppelivsforsikring efter fradrag af det arbejdsmarkedsbidrag, pengeinstituttet m.v. har indeholdt.
    11. 11) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.
    12. 12) Beløb, der efter pensionsbeskatningslovens § 22 E tilbagebetales i indberetningsåret, når tilbagebetalingen hidrører fra en indbetaling, der er sket i det forudgående år.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger om udbetalinger, som skal indberettes til indkomstregisteret efter § 1, stk. 2, nr. 3.
  3. Stk. 3.
    Skatteministeren kan fastsætte regler om, at indberetningspligtige efter regler udstedt i medfør af stk. 1 indbyrdes skal afgive oplysninger til brug for at opfylde indberetningspligten.
  1. § 11 a
    Pengeinstitutter m.v., der forvalter konti omfattet af aktiesparekontoloven, skal hvert år indberette følgende oplysninger om aktiesparekontoen til told- og skatteforvaltningen:
    1. 1) Identifikation af den, der foretager indberetningen.
    2. 2) Identifikation af ejeren af aktiesparekontoen.
    3. 3) Størrelsen af kalenderårets skat og beskatningsgrundlag. Har ejeren af aktiesparekontoen i løbet af et kalenderår været fuldt skattepligtig og begrænset skattepligtig i forskellige perioder, oplyses størrelsen af skatten og beskatningsgrundlaget i hver af disse perioder.
    4. 4) Størrelsen af kalenderårets afgift og grundlaget for afgiften, jf. aktiesparekontolovens § 9, stk. 3, 2. pkt.
  2. Stk. 2.
    Overføres en aktiesparekonto mellem to pengeinstitutter m.v., skal begge pengeinstitutter m.v. oplyse overførelsesdato og identifikation af det pengeinstitut m.v., som aktiesparekontoen er afgivet til og modtaget fra.
  3. Stk. 3.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.
  1. § 12
    Pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager eller formidler indskud, skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og eventuelle rentenydere i det forudgående år samt størrelsen af det indestående beløb ved udløbet af det forudgående år og de enkelte kontohaveres ejerandel heraf.
  2. Stk. 2.
    Indberetning efter stk. 1 skal indeholde oplysning om kontobetegnelse, herunder kontoens art, hvilken valuta kontoen er ført i, de enkelte kontohaveres eller eventuelle rentenyderes identitet og datoen for kontoens oprettelse.
  3. Stk. 3.
    Indberetningspligten efter stk. 1 og 2 omfatter også konti m.v., der er ophørt eller overdraget i løbet af året. For sådanne konti indberettes datoen for ophøret eller overdragelsen og størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og eventuelle rentenydere frem til kontoens ophør eller overdragelse.
  4. Stk. 4.
    Pengeinstitutter kan undlade at foretage indberetning om indlån, der efter pengeinstituttets almindelige praksis er overført til en samlekonto, hvorpå der ikke foretages en løbende rentetilskrivning, hvis indlånskontoens indestående på overførselstidspunktet ikke overstiger 300 kr.
  5. Stk. 5.
    Pligten til at foretage indberetning om et indlån omfattet af stk. 4 genindtræder, hvis rentetilskrivningen genoptages. Den akkumulerede rente for den mellemliggende periode indberettes sammen med renten for det kalenderår, hvori rentetilskrivningen genoptages.
  6. Stk. 6.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1-3 og om, at indberetningspligten udvides til at omfatte andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden.
  1. § 13
    Den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån, skal årligt indberette til told- og skatteforvaltningen herom efter stk. 2. Det samme gælder renter ved for sen betaling, der er fastsat efter gebyrloven.
  2. Stk. 2.
    Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af hver enkelt låntager eller en eventuel kautionist og oplysninger om konto- og låneforholdet. For det enkelte låneforhold og den enkelte låntager eller eventuelle kautionister skal oplyses:
    1. 1) Lånetype, hvilken valuta lånet er ført i, og datoen for ydelsen eller formidlingen af lånet. Er lånet ophørt, skal datoen for ophøret også oplyses.
    2. 2) Tilskrevne eller forfaldne renter og den beregnede renteindtægt efter kursgevinstlovens § 22 A. Er lånet ophørt, omfatter dette tilskrevne eller forfaldne renter og den beregnede renteindtægt efter kursgevinstlovens § 22 A frem til lånets ophør.
    3. 3) Markering af renter i låneforhold, hvor der er ubetalte forfaldne renter vedrørende kalenderår, der går forud for det kalenderår, hvorom der i øvrigt foretages indberetning.
    4. 4) Markering af renter i låneforhold, hvor eftergivelse af gæld som nævnt i ligningslovens § 5, stk. 9, er sket i det år, hvorom indberetningen i øvrigt foretages, eller i tidligere år.
    5. 5) Løbende provisioner m.v., jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og b.
    6. 6) Reservefonds- og administrationsbidrag som nævnt i ligningslovens § 15 J.
    7. 7) Størrelsen af skattepligtige udlodninger fra realkreditinstitutters reservefonde, for så vidt udlodningen skal indtægtsføres af modtageren i udbetalingsåret.
    8. 8) Gæld pr. 31. december.
    9. 9) Kursværdien af gælden pr. 31. december, når lånet er ydet på grundlag af børsnoterede obligationer.
    10. 10) Om der er foretaget skattepligtig ekstraordinær indfrielse af kontantlån som nævnt i kursgevinstlovens § 22, stk. 3, 1. pkt., uanset om debitor er en fysisk eller juridisk person.
    11. 11) Fradragsberettigede beløb efter ligningslovens § 6, som hidrører fra kurstab ved indfrielse af et kontantlån optaget inden den 19. maj 1993. Det realkreditinstitut, hvor et lån, der giver ret til kurstabsfradrag som nævnt i ligningslovens § 6, er indfriet, skal give det realkreditinstitut, som yder det nye lån, alle de oplysninger om det indfriede lån, der er nødvendige til opfyldelse af indberetningspligten.
    12. 12) Identifikation efter told- og skatteforvaltningens nærmere anvisning af ejendommen, hvori et lån ydet eller formidlet af et realkreditinstitut har pant.
  3. Stk. 3.
    Undtaget fra indberetningspligten er:
    1. 1) Veksler.
    2. 2) Lån, hvoraf renten efter ligningslovens § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  4. Stk. 4.
    Forvaltes betalingerne vedrørende udlån af en indberetningspligtig efter § 14, gælder indberetningspligten efter stk. 1 ikke.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indberettes.
  1. § 14
    Pengeinstitutter, finansieringsselskaber, advokater og andre, der som led i deres erhverv modtager pantebreve med pant i fast ejendom i depot til forvaltning, skal hvert år indberette de oplysninger, som er nævnt i stk. 2, til told- og skatteforvaltningen, jf. dog § 50.
  2. Stk. 2.
    Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af låntagere eller eventuelle kautionister, depothavere, eventuelle rentenydere og depotet og oplysninger om låneforholdet, herunder hvilken valuta pantebrevet er udstedt i, datoen for deponeringen og datoen for ophør heraf eller overdragelse af pantebrevet.
  3. Stk. 3.
    For den enkelte låntager og depothaver skal indberetningen ud over oplysningerne som nævnt i stk. 2 indeholde oplysninger om:
    1. 1) Tilskrevne eller forfaldne renter, herunder tilskrevne eller forfaldne renter frem til deponeringens ophør eller overdragelse af pantebrevet.
    2. 2) Markering af renter i låneforhold, hvor eftergivelse af gæld som nævnt i ligningslovens § 5, stk. 9, er sket i det år, hvorom indberetningen i øvrigt skal foretages, eller i tidligere år.
    3. 3) Restgæld pr. 31. december.
  4. Stk. 4.
    For eventuelle rentenydere skal indberetningen ud over oplysningerne som nævnt i stk. 2 indeholde oplysning om tilskrevne eller forfaldne renter, herunder tilskrevne eller forfaldne renter frem til deponeringens ophør eller overdragelse af pantebrevet.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.