Ligningsloven § 6
§ 6
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan kurstab ved indfrielse af kontantlån, der er optaget i et realkreditinstitut før 19. maj 1993, fradrages efter reglerne i stk. 2. Fradragsretten efter 1. pkt. er betinget af, at indfrielsen sker ved optagelse inden 1. januar 1996 af et realkreditlån med mindst samme løbetid som restløbetiden på det lån, der indfries. Indfries flere kontantlån optaget før 19. maj 1993 ved optagelse af ét realkreditlån, er fradragsretten efter 1. pkt. betinget af, at løbetiden på det nye lån mindst svarer til et vejet gennemsnit af restløbetiden på de lån, der indfries, sammenvejet efter størrelsen af de pågældende låns obligationsrestgæld på indfrielsestidspunktet. Endvidere er fradragsretten efter 1. pkt. betinget af, at der maksimalt forløber 1 år mellem de to transaktioner - indfrielse og optagelse - samt at der, hvor indfrielsen af kontantlånet sker før optagelsen af det nye realkreditlån, er afgivet et lånetilbud på det nye realkreditlån forinden indfrielsen.
Stk. 2.
Kurstabet ved indfrielse af kontantlånet fordeles over det nye låns samlede antal terminer med lige store beløb pr. termin. Det årlige fradrag udgør summen af kurstabsbeløb pr. forfalden termin. Udgør det til det nye lån knyttede årlige fradrag under 100 kr., bortfalder fradraget dog. Ved kurstabet ved indfrielse af kontantlånet forstås saldoen på indfrielsestidspunktet på den til det indfriede kontantlån knyttede amortisationskonto.
Stk. 3.
Foretages der hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af det nye lån, jf. stk. 1, nedsættes de efter stk. 2 opgjorte årlige fradragsbeløb med en forholdsmæssig andel, jf. dog stk. 4. For kontantlån sker nedsættelsen med en forholdsmæssig andel, der svarer til forholdet mellem det ekstraordinære afdrag og kursværdien af pantebrevsrestgælden på indfrielsestidspunktet. For andre lån sker nedsættelsen med en forholdsmæssig andel, der svarer til forholdet mellem det til det ekstraordinære afdrag svarende obligationsafdrag og lånets obligationsrestgæld på indfrielsestidspunktet. Nedsættelsen sker med virkning fra sidste forfaldne termin inden indfrielsestidspunktet.
Stk. 4.
Stk. 3 finder ikke anvendelse ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af det nye lån (omlægningslånet), jf. stk. 1, eller ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af lån, der gennem en eller flere lånomlægninger fremtræder som erstatning for omlægningslånet, såfremt indfrielsen sker ved optagelse af et realkreditlån med mindst samme restløbetid som restløbetiden på det lån, der indfries. Hvor flere lån indfries ved optagelse af et realkreditlån, er det en betingelse, at løbetiden på det nye lån mindst svarer til et vejet gennemsnit af restløbetiden på de lån, der indfries, sammenvejet efter størrelsen af kursværdien af pantebrevsrestgælden på indfrielsestidspunktet, hvor der er tale om kontantlån, og efter størrelsen af obligationsrestgælden på indfrielsestidspunktet, hvor der er tale om andre lån. Anvendelse af reglen i 1. pkt. er endvidere betinget af, at der maksimalt forløber 1 år mellem de to transaktioner - indfrielse og optagelse. Det resterende kurstab på tidspunktet for den ekstraordinære indfrielse fordeles over det nye låns samlede antal terminer med lige store beløb pr. termin. Ved det resterende kurstab på indfrielsestidspunktet forstås saldoen på amortisationskontoen ved den første omlægning, jf. stk. 2, sidste pkt., med fradrag af alle de kurstabsbeløb, der kan henføres til forfaldne terminer på omlægningslånet eller senere lån, som ligger før indfrielsen. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Ved debitorskifte overgår fradragsretten efter stk. 1 til den nye debitor. Fradraget i overdragelsesåret fordeles i forhold til antal dage, de pågældende har været debitorer, opgjort med udgangspunkt i overtagelsesdagen (skæringsdatoen).
Stk. 6.
Stk. 1-5 finder ikke anvendelse i det omfang, kurstabet efter stk. 2 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter kursgevinstloven.