Pensionsbeskatningsloven § 20

  1. § 20
    Til den skattepligtige indkomst medregnes:
    1. 1) Pension fra en pensionsordning med løbende udbetalinger. Løbende ydelser fra forsikringer, som omfattes af § 5, er dog kun indkomstskattepligtige, såfremt de udbetales til forsikrede selv eller i kraft af en begunstigelsesbestemmelse til forsikredes ægtefælle, fraskilte ægtefælle eller samlever eller dennes livsarvinger under 24 år eller forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger under 24 år.
    2. 2) Udbetalinger fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed til forsikrede eller kontohaver selv i overensstemmelse med ordningens vilkår om ratevis udbetaling samt udbetaling af rater efter forsikredes eller kontohavers død, såfremt raterne i kraft af en begunstigelsesbestemmelse udbetales til den pågældendes ægtefælle, fraskilte ægtefælle eller samlever eller dennes livsarvinger under 24 år eller den pågældendes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger under 24 år.
    3. 3) Løbende udbetalinger fra en indeksordning til interessenten selv.
    4. 4) Pension fra en pensionsordning med løbende udbetalinger og udbetalinger fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed til ejerens fraskilte eller fraseparerede ægtefælle, når ydelserne tilfalder ægtefællen i kraft af udlodning ved skifte af fællesbo, samt pension fra en pensionsordning med løbende udbetalinger, der tilfalder eventuelle begunstigede efter ægtefællens død, jf. § 30, stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Rater, der udbetales fra en forsikring, som omfattes af § 9, stk. 1, i overensstemmelse med policens vilkår om ratevis udbetaling, er indkomstskattepligtige, uanset om udbetalingen sker til andre end de i stk. 1, nr. 2, nævnte personer. Det samme gælder løbende ydelser i henhold til en forsikring, der omfattes af § 7.
  3. Stk. 3.
    Den del af raterne fra en rateforsikring i pensionsøjemed, som måtte hidrøre fra indbetalinger, der forfaldt før begyndelsen af det indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1955-56, skal ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, men forsikringen er, i det omfang den hidrører fra de nævnte indbetalinger, indkomstskattepligtig efter § 53.
  4. Stk. 4.
    Den del af udbetalinger fra pensionsordninger som nævnt i stk. 1, der svarer til indbetalinger på ordningen, som den skattepligtige efter § 55, 1. pkt., kan godtgøre at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for ejeren eller kontohaveren ikke har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for her i landet eller i udlandet, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om den del af udbetalingen, der efter stk. 4 er fritaget for skat.
  6. Stk. 6.
    Har en person, der er skattepligtig efter kildeskatteskattelovens § 1 eller hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, over for skattemyndighederne i et andet land inden for EU/EØS afgivet en erklæring, der svarer til erklæringen nævnt i § 15 C, stk. 1, nr. 3, litra a, finder ved beskatning efter stk. 1 ligningslovens § 33, stk. 1, tilsvarende anvendelse på indkomstskat betalt til denne stat i medfør af erklæringen.