Pensionsbeskatningsloven § 15 B

  1. § 15 B
    Et beløb svarende til den indkomst, der hidrører fra den skattepligtiges sportsudøvelse, kan indskydes på en rateforsikring i pensionsøjemed, jf. § 8, eller en rateopsparing i pensionsøjemed, jf. § 11 A, hvorfra rateudbetalingen kan påbegyndes før udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige fylder 40 år. For sådanne rateudbetalinger finder § 20 anvendelse.
  2. Stk. 2.
    Ved oprettelsen af en ordning som nævnt i stk. 1 skal policen eller opsparingskontrakten påføres en oplysning om, at ordningen er omfattet af stk. 1. Påtegningen skal slettes i det indkomstår, hvor den forsikrede eller kontohaveren fylder 41 år. Reglerne i § 8 henholdsvis § 11 A finder anvendelse fra og med det indkomstår, hvor påtegningen er slettet.
  3. Stk. 3.
    De samlede indbetalinger til en ordning som nævnt i stk. 1 kan højst udgøre et grundbeløb på i alt 1.708.500 kr. (2010-niveau) reguleret efter personskattelovens § 20 i indkomståret for den sidste indbetaling, jf. dog stk. 6, 10. pkt. Ved opgørelsen af de samlede indbetalinger ses bort fra erlagte arbejdsmarkedsbidrag.
  4. Stk. 4.
    En rateforsikring i pensionsøjemed som nævnt i stk. 1 skal indeholde bestemmelse om, at den aftalte forsikringssum skal udbetales i rater over højst 10 år efter reglerne i § 8. Den samlede årlige rateudbetaling kan højst udgøre et grundbeløb på 341.700 kr. (2010-niveau) reguleret efter personskattelovens § 20 for hvert indkomstår, hvor der sker udbetaling. For ordningens eventuelt resterende værdi finder reglerne i § 8 anvendelse. Stk. 5, 6. og 7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
  5. Stk. 5.
    En rateopsparing i pensionsøjemed som nævnt i stk. 1 skal indeholde bestemmelse om, at det opsparede pensionsbeløb skal udbetales i rater over højst 10 år. Den samlede årlige rateudbetaling kan højst udgøre et grundbeløb på 341.700 kr. (2010-niveau) reguleret efter personskattelovens § 20 for hvert indkomstår, hvor der sker udbetaling. Hvis rateudbetalingen skal påbegyndes i overensstemmelse med stk. 1, vælger kontohaveren, hvor stor en del af ordningens værdi der skal danne grundlag for rateudbetalingen. Udbetalingsforløbet fastlægges efter § 11 A, stk. 2 og 3. For ordningens resterende værdi finder reglerne i § 11 A anvendelse. Der kan ikke foretages indskud på ordningen, før det udbetalingsforløb, der er påbegyndt i overensstemmelse med stk. 1, er afsluttet. Herefter kan indskud tidligst foretages i det indkomstår, der følger efter indkomståret for sidste rateudbetaling.
  6. Stk. 6.
    Fradrag for præmier og bidrag til pensionsordninger omfattet af stk. 1-5 kan højst omfatte én police eller én konto pr. person. Fradrag for præmier, der forfalder i indkomståret, til rateforsikring i pensionsøjemed omfattet af stk. 1-5 og fradrag for indkomstårets bidrag til rateopsparing i pensionsøjemed omfattet af stk. 1-5 kan ikke overstige den indkomst hidrørende fra den skattepligtiges sportsudøvelse, som den skattepligtige har erhvervet ret til i samme indkomstår. Det samlede fradrag for præmier og bidrag til rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed omfattet af stk. 1-5 kan ikke overstige det beløb, som efter stk. 3 må indbetales. 2. og 3. pkt. gælder ikke for ordninger som nævnt i stk. 4, 3. og 4. pkt., og stk. 5, 5.-7. pkt.