Dødsboskatteloven §§ 7-18
§ 7
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på afdødes skattepligtige indkomst for mellemperioden, når afdødes bo er fritaget for beskatning efter § 6. Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, anses den tidligere afdøde ægtefælles indkomst ved anvendelsen af reglerne i dette kapitel for oppebåret af afdøde.
§ 8
Afdødes skattepligtige indkomst, aktieindkomst og CFC-indkomst for mellemperioden opgøres efter skattelovgivningens regler for personer, medmindre andet følger af reglerne i dette kapitel. CFC-indkomsten er skattepligtig, men medregnes ikke ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, jf. § 17. Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, finder 1. og 2. pkt. uanset § 62, stk. 2, tilsvarende anvendelse på denne indkomst.
§ 9
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst gælder følgende:
- 1) Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I og II, kan ikke anvendes.
- 2) Indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, jf. lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, kan ikke foretages efter dødsfaldet.
- 3) Etableringskontoindskud inklusive tillæg efter etableringskontolovens § 11, stk. 1, medregnes med 67 pct. af beløb, der er fradraget i indkomståret 2002 eller senere, og med 78 pct. af beløb, der er fradraget i indkomståret 2001 eller tidligere, jf. dog § 43, stk. 3. Iværksætterkontoindskud medregnes med 105 pct. af beløbet, dog 120 pct. af indskud til og med indkomståret 2009, jf. dog § 43, stk. 3.
- 4) Renter, der forfalder i mellemperioden, samt beregnede renter fra sidste forfaldsdag til og med dødsdagen medregnes. For renteudgifter som nævnt i ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., finder ligningslovens § 5, stk. 8, dog anvendelse.
- 5) Beskæftigelsesfradrag efter ligningslovens § 9 J og særligt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 4, udgør dødsårets forskudsregistrerede fradrag, der omregnes forholdsmæssigt efter mellemperiodens længde.
- 6) Hvis afdødes længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, kan der fradrages et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af afdøde. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. er det en betingelse, at den længstlevende ægtefælle beskattes efter § 44, stk. 1.
- 7) Hvis afdøde i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes længstlevende ægtefælle, kan den længstlevende ægtefælle bestemme, at der skal medregnes et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis afdøde i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af den længstlevende ægtefælle.
Stk. 2.
Skattemæssige afskrivninger for mellemperioden opgøres som helårlige afskrivninger, der omregnes forholdsmæssigt.
Stk. 3.
Indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F, er skattepligtig, men medregnes ikke i den skattepligtige indkomst for mellemperioden efter stk. 1.
Stk. 4.
Hvis den afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, der træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), omregnes indkomsten i mellemperioden. Omregningen sker efter forholdet mellem perioden fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket, til og med dødsdagen, og hele mellemperioden. Ved omregningen ses bort fra indtægter og udgifter, der ikke hørte til den normale løbende indkomst. Disse indtægter og udgifter tillægges og fradrages den omregnede indkomst. Herved fremkommer den skattepligtige indkomst for mellemperioden.
§ 10
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i mellemperioden medregnes afdødes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010- niveau). Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat. Fradraget foretages først i tidligst opsparet overskud.
Stk. 2.
Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 11, stk. 1.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter én af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. I stedet for indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret medregnes en forholdsmæssig del heraf, beregnet efter forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den nævnte virksomhed, og hele kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. Den forholdsmæssige andel af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret beregnes efter forholdet mellem værdien af aktiverne ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret i den nævnte virksomhed og samtlige aktiver indskudt i virksomhedsordningen. Ved beregningen af den forholdsmæssige andel ses bort fra finansielle aktiver. Foreligger der flere konti for opsparet overskud, medregnes en forholdsmæssig del af hver af disse.
Stk. 4.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i det omfang, indestående på konto for opsparet overskud overtages efter § 39, stk. 2. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse i det omfang, den længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konto for opsparet overskud i medfør af § 45, stk. 2.
Stk. 5.
Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 11
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i mellemperioden medregnes afdødes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010-niveau). Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat. Fradraget foretages først i tidligste henlæggelser til konjunkturudligning.
Stk. 2.
Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 10, stk. 1.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter én af flere virksomheder. I stedet for indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret medregnes en forholdsmæssig del heraf, beregnet efter forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den nævnte virksomhed, og hele kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. Kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret opgøres som værdien af aktiver, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. Virksomhedsskattelovens § 22 a, stk. 6 og 7, finder dog tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i det omfang, indestående på konjunkturudligningskontoen overtages efter § 39, stk. 3. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse i det omfang, en længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konjunkturudligningskontoen i medfør af § 45, stk. 4.
Stk. 5.
Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 12
Medmindre der foretages afsluttende skatteansættelse efter § 13, anses afdødes indkomstskatter for mellemperioden og eventuelle restskatter m.v., der er overført til dødsåret efter kildeskattelovens § 61, stk. 3 og § 61 A, for endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som afdøde havde optjent før dødsfaldet.
Stk. 2.
Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), regnes som foreløbige skatter i dødsåret de beløb, som forfaldt før dødsfaldet, men i det kalenderår, hvori dødsfaldet fandt sted. Endvidere medregnes indkomstskatter, som skulle indeholdes af indtægter indtjent i det nævnte tidsrum. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår), og hvis dødsfaldet er indtruffet den 1. januar eller senere i det forskudte indkomstår, medregnes tillige de foreløbige indkomstskattebeløb, som forfaldt til betaling, eller som skulle indeholdes af indtægter, der er indtjent i kalenderåret forud for det år, hvori dødsfaldet fandt sted.
§ 12 a
Uanset om § 12 finder anvendelse, anses afdødes krav på beløb efter § 1 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter for endeligt afgjort med nedsættelsen af den foreløbige skat, jf. kildeskattelovens § 42, med et sådant beløb, der er erlagt før dødsfaldet.
Stk. 2.
Uanset om § 12 finder anvendelse, anses betalingen af afdødes arbejdsmarkedsbidrag i dødsåret for endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige arbejdsmarkedsbidrag, der er forfaldet før dødsfaldet efter kildeskattelovens § 50, eller som efter kildeskattelovens § 49 B eller § 49 D skulle indeholdes af indkomst, som afdøde havde optjent før dødsfaldet.
§ 13
Afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden kan kræves af told- og skatteforvaltningen og af dødsboet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, kan hvert af boerne kræve afsluttende skatteansættelse efter 1. pkt. Et krav efter 2. pkt. har virkning for begge boer.
Stk. 2.
Dødsboets krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 6 måneder efter dødsfaldet. Hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal kravet dog først fremsættes senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Kravet skal ledsages af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.
Stk. 3.
Told- og skatteforvaltningens krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen, medmindre der foreligger et forhold som nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Har told- og skatteforvaltningen anmodet om oplysninger efter skattekontrollovens § 63, og efterkommes anmodningen ikke inden for den frist, der er fastsat i anmodningen, forlænges fristen med 2 måneder regnet fra den dag, hvor forvaltningen modtager oplysningerne. Fremsætter forvaltningen krav om afsluttende ansættelse, skal boet senest 3 måneder herefter afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.
Stk. 4.
Der kan ikke kræves afsluttende skatteansættelse vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F. Skat vedrørende sådan indkomst bliver endelig ved den skattepligtiges død.
Stk. 5.
Der skal foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, hvis
- 1) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret anvendte virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, og indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat overstiger det i § 10, stk. 1, nævnte grundbeløb,
- 2) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsfaldet anvendte kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, og indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat overstiger det i § 11, stk. 1, nævnte grundbeløb,
- 3) en længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, og boet efter § 44, stk. 1, kræver et beløb beskattet hos den længstlevende ægtefælle,
- 4) afdøde i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes længstlevende ægtefælle, og ægtefællen efter § 9, stk. 1, nr. 7, kræver et beløb beskattet hos afdøde eller
- 5) afdøde har foretaget indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto, der ikke overtages af en længstlevende ægtefælle efter § 43, stk. 3.
Stk. 6.
Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en erhvervsvirksomhed, der indgår i dødsboet, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud eller indestående på konjunkturudligningskontoen ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat eller den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved afgørelsen af, om der skal foretages afsluttende skatteansættelse efter stk. 5, nr. 1 eller 2.
Stk. 7.
Når afsluttende skatteansættelse skal ske efter stk. 5, skal der afgives oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for mellemperioden, senest samtidig med at boopgørelsen indsendes. I tilfælde, hvor der efter reglerne i lov om skifte af dødsboer ikke skal indgives en boopgørelse, gælder dog fristerne i stk. 2.
Stk. 8.
Skattekontrollovens § 14. stk. 1, og §§ 72-74, jf. skattekontrollovens § 2, finder tilsvarende anvendelse på oplysningsfristerne efter stk. 2, 3 og 7.
§ 14
Af afdødes skattepligtige indkomst i mellemperioden betales mellemperiodeskat med 50 pct. Endvidere betales skat af aktieindkomst efter § 16, stk. 1. Negativ skat af aktieindkomst efter § 16, stk. 3, modregnes i skatten opgjort efter 1. pkt., i det omfang beløbet kan rummes heri. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.
Stk. 2.
I mellemperiodeskatten gives for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori dødsfaldet er sket, et fradrag med et grundbeløb på 1.900 kr. (2010-niveau). Hvis afdøde anvendte et indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), gives fradraget dog først med virkning fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket.
Stk. 3.
Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, gives ud over fradrag efter stk. 2, 1. pkt., et fradrag med et grundbeløb på 1.900 kr. (2010-niveau). for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori den førstafdøde ægtefælle er afgået ved døden. Stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Udviser afdødes skattepligtige indkomst i mellemperioden underskud, modregnes det i afdødes positive aktieindkomst, i det omfang det kan rummes heri.
Stk. 5.
Grundbeløbet i stk. 2 og 3 reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 15
Der opgøres et beløb, der udgør summen af mellemperiodeskatten som opgjort efter § 14 samt eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A.
Stk. 2.
Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat m.v. for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i mellemperiodeskatten m.v. efter stk. 1, i det omfang beløbet kan rummes i mellemperiodeskatten m.v. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.
Stk. 3.
I de i §§ 10 og 11 nævnte tilfælde indgår den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i stk. 4 og 5.
Stk. 4.
Hvis forskellen mellem det efter stk. 1 og 2 opgjorte beløb og de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er erhvervet før dødsfaldet, jf. § 16, stk. 2, udgør et grundbeløb på 32.700 kr. (2010-niveau) eller derover, skal dødsboet betale det beløb, hvormed forskellen overstiger grundbeløbet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, skal det manglende skattebeløb fordeles mellem summen af den skattepligtige indkomst og aktieindkomsten i mellemperioden, der kan henføres til hvert af de to boer. Har det ene bo negativ sum af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i mellemperioden, ansættes beløbet ved fordelingen mellem de to boer til 0 kr. Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), finder § 12, stk. 2, anvendelse ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb, jf. § 16, stk. 2.
Stk. 5.
Hvis differencen mellem de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er indtjent før dødsfaldet, jf. § 16, stk. 2, og det efter stk. 1 og 2 opgjorte beløb udgør et grundbeløb på 2.800 kr. (2010-niveau) eller derover, skal det for meget betalte beløb udbetales til dødsboet. Stk. 4, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), finder § 12, stk. 2, anvendelse ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb, jf. § 16, stk. 2.
Stk. 6.
Hvis boet bliver insolvent som følge af restskatten opgjort efter stk. 4, nedsættes skatten efter stk. 4 til et beløb svarende til boets aktiver med fradrag af alle passiver undtagen den opgjorte restskat. Er der foretaget acontoudlodninger før boets afslutning, forhøjes skatten efter 1. pkt. med værdien af acontoudlodningerne.
Stk. 7.
Grundbeløbet i stk. 4 og 5 reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 16
Skat af afdødes aktieindkomst i mellemperioden nedsat med eventuelt underskud i skattepligtig indkomst, jf. § 14, stk. 4, beregnes således:
- 1) 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1, og
- 2) 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1.
Stk. 2.
Den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 indgår ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 15, stk. 4 og 5.
Stk. 3.
Er aktieindkomsten negativ, beregnes negativ skat med
- 1) 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1, og
- 2) 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1.
Stk. 4.
Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, fordobles beløbsgrænsen efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, ved anvendelsen af stk. 1-3.
§ 17
Afdødes CFC-indkomst i mellemperioden beskattes særskilt med den i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, nævnte procent. § 92, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 18
Er der foretaget afsluttende skatteansættelse af en afdød efter §§ 13-17, og konstateres det efterfølgende, at dødsboet ikke er fritaget for beskatning efter § 6, ophæves eventuel beskatning efter §§ 13-17.
Stk. 2.
Eventuelle af boet indbetalte beløb efter § 15, stk. 4, godskrives boet ved opkrævning af den beregnede dødsboskat efter §§ 30 og 30 a. I det omfang, sådan godskrivning ikke kan ske, udbetales beløbet til boet.
Stk. 3.
Eventuelle til boet udbetalte beløb efter § 15, stk. 5, opkræves sammen med den beregnede dødsboskat efter §§ 30 og 30 a og behandles som en del af denne med hensyn til hæftelse og inddrivelse.