Dødsboskatteloven § 12
§ 12
Medmindre der foretages afsluttende skatteansættelse efter § 13, anses afdødes indkomstskatter for mellemperioden og eventuelle restskatter m.v., der er overført til dødsåret efter kildeskattelovens § 61, stk. 3 og § 61 A, for endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som afdøde havde optjent før dødsfaldet.
Stk. 2.
Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), regnes som foreløbige skatter i dødsåret de beløb, som forfaldt før dødsfaldet, men i det kalenderår, hvori dødsfaldet fandt sted. Endvidere medregnes indkomstskatter, som skulle indeholdes af indtægter indtjent i det nævnte tidsrum. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår), og hvis dødsfaldet er indtruffet den 1. januar eller senere i det forskudte indkomstår, medregnes tillige de foreløbige indkomstskattebeløb, som forfaldt til betaling, eller som skulle indeholdes af indtægter, der er indtjent i kalenderåret forud for det år, hvori dødsfaldet fandt sted.