Selskabsskatteloven § 17
§ 17
Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j og 3 a-5 b, og § 3, stk. 7, nævnte selskaber og foreninger m.v. (selskabsskatten) beregnes af den skattepligtige indkomst og udgør 22 pct. Indkomst omfattet af kulbrinteskattelovens § 4, stk. 1 og 2, beskattes med selskabsskatteprocenten efter 1. pkt. med tillæg af 3 procentpoint (tillægsselskabsskatten).
Stk. 2.
Såfremt der i den skattepligtige indkomst for et af de i § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j og 3 a-5 b, nævnte selskaber og foreninger m.v. indgår udbytte fra selskaber, som er eller har været hjemmehørende i udlandet, og udbyttet ikke er omfattet af skattefritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, nedsættes det udbyttemodtagende selskabs, moderselskabets, skat med den del, der svarer til forholdet mellem det modtagne udbytte og den skattepligtige indkomst. Der kan dog ikke ske nedsættelse med et større beløb end det, som det udbyttegivende selskab, datterselskabet, og ethvert datterselskab på lavere niveau har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet til moderselskabet. Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab, moderselskabet, på ethvert niveau ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab, datterselskabet, på udbytteudlodningstidspunktet. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis udbyttemodtageren er et tilsvarende selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 2, stk. 1, litra a, og selskabet eller foreningen m.v. er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, en stat, der er medlem af EU/EØS, eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Ved bedømmelsen af, om et selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 2, stk. 1, litra a, opfylder betingelsen i 3. pkt., medregnes samtlige aktiebesiddelser, som selskabet eller foreningen m.v. har i det udbyttegivende selskab.
Stk. 3.
Såfremt der i den skattepligtige indkomst indgår udbytte fra selskaber, hvis aktier er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 A, og som er eller har været hjemmehørende i udlandet, og udbyttet ikke er omfattet af skattefritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, eller af nærværende paragrafs stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen efter ansøgning eftergive det udbyttemodtagende selskab en del af skatten. Der kan dog ikke eftergives et større beløb end det, hvormed summen af det beløb, som det udbyttegivende selskab har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og det beløb, som det udbyttemodtagende selskab har udredet i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten, overstiger summen af de beløb, der skulle have været udredet i skat af henholdsvis det udbyttegivende og det udbyttemodtagende selskab, såfremt det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst.
Stk. 4.
Såfremt der med den fremmede stat, med Grønland eller med Færøerne er indgået en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal der dog ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, jf. stk. 3, kunne indregnes større skattebeløb end dem, som denne stat, Grønland eller Færøerne efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.
Stk. 5.
For de i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte gensidige forsikringsforeninger medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. § 1, stk. 4 og 5, i sin helhed ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den øvrige samlede indkomst beskattes derimod alene i det omfang, den overstiger 1 mio. kr.