Kildeskatteloven § 49 D
§ 49 D
For indbetalinger som nævnt i § 49 A, stk. 3, nr. 1-4, opgør pensionskassen, herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension, forsikringsselskabet eller pengeinstituttet, bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse, jf. dog stk. 4. Tilbagebetaling til arbejdsgiveren m.v. som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 21 A, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 4. pkt., sker inklusive bidraget. Ved overførsel som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 21 A, stk. 1 og 2, til en anden pensionskasse, et andet forsikringsselskab eller et andet pengeinstitut sker overførslen eksklusive bidraget, idet pligten til at beregne og indeholde bidraget fastholdes hos det pensionsselskab, som oprindelig har modtaget pensionsindbetalingen.
Stk. 2.
For indbetalinger omfattet af § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 4, foretages den opgørelse, som er nævnt i stk. 1, på grundlag af arbejdsgiverens, den tidligere arbejdsgivers eller den offentlige myndigheds oplysninger om bidragspligtige beløb.
Stk. 3.
For indbetalinger omfattet af § 49 A, stk. 3, nr. 2 og 3, foretages den opgørelse, som er nævnt i stk. 1, på grundlag af oplysninger om det bidragspligtige beløb, som gives af den offentlige myndighed eller andre, som foretager indbetaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension, livsforsikringsselskabet eller pensionskassen.
Stk. 4.
For indbetalinger som nævnt i § 49 A, stk. 3, nr. 1-4, der indbetales til et udenlandsk forsikringsselskab, pensionskasse eller kreditinstitut, som er godkendt af told- og skatteforvaltningen, og som efter tilladelse i et land inden for EU/ EØS udøver livsforsikringsvirksomhed, pensionskassevirksomhed eller kreditinstitutvirksomhed dér, opgør arbejdsgiveren, den tidligere arbejdsgiver eller offentlige myndighed bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse.