Dødsboskatteloven §§ 13-17

  1. § 13
    Afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden kan kræves af told- og skatteforvaltningen og af dødsboet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, kan hvert af boerne kræve afsluttende skatteansættelse efter 1. pkt. Et krav efter 2. pkt. har virkning for begge boer.
  2. Stk. 2.
    Dødsboets krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 6 måneder efter dødsfaldet. Hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal kravet dog først fremsættes senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Kravet skal ledsages af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.
  3. Stk. 3.
    Told- og skatteforvaltningens krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen, medmindre der foreligger et forhold som nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Har told- og skatteforvaltningen anmodet om oplysninger efter skattekontrollovens § 63, og efterkommes anmodningen ikke inden for den frist, der er fastsat i anmodningen, forlænges fristen med 2 måneder regnet fra den dag, hvor forvaltningen modtager oplysningerne. Fremsætter forvaltningen krav om afsluttende ansættelse, skal boet senest 3 måneder herefter afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.
  4. Stk. 4.
    Der kan ikke kræves afsluttende skatteansættelse vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F. Skat vedrørende sådan indkomst bliver endelig ved den skattepligtiges død.
  5. Stk. 5.
    Der skal foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, hvis
    1. 1) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret anvendte virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, og indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat overstiger det i § 10, stk. 1, nævnte grundbeløb,
    2. 2) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsfaldet anvendte kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, og indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat overstiger det i § 11, stk. 1, nævnte grundbeløb,
    3. 3) en længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, og boet efter § 44, stk. 1, kræver et beløb beskattet hos den længstlevende ægtefælle,
    4. 4) afdøde i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes længstlevende ægtefælle, og ægtefællen efter § 9, stk. 1, nr. 7, kræver et beløb beskattet hos afdøde eller
    5. 5) afdøde har foretaget indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto, der ikke overtages af en længstlevende ægtefælle efter § 43, stk. 3.
  6. Stk. 6.
    Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en erhvervsvirksomhed, der indgår i dødsboet, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud eller indestående på konjunkturudligningskontoen ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat eller den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved afgørelsen af, om der skal foretages afsluttende skatteansættelse efter stk. 5, nr. 1 eller 2.
  7. Stk. 7.
    Når afsluttende skatteansættelse skal ske efter stk. 5, skal der afgives oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for mellemperioden, senest samtidig med at boopgørelsen indsendes. I tilfælde, hvor der efter reglerne i lov om skifte af dødsboer ikke skal indgives en boopgørelse, gælder dog fristerne i stk. 2.
  8. Stk. 8.
    Skattekontrollovens § 14. stk. 1, og §§ 72-74, jf. skattekontrollovens § 2, finder tilsvarende anvendelse på oplysningsfristerne efter stk. 2, 3 og 7.
  1. § 14
    Af afdødes skattepligtige indkomst i mellemperioden betales mellemperiodeskat med 50 pct. Endvidere betales skat af aktieindkomst efter § 16, stk. 1. Negativ skat af aktieindkomst efter § 16, stk. 3, modregnes i skatten opgjort efter 1. pkt., i det omfang beløbet kan rummes heri. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.
  2. Stk. 2.
    I mellemperiodeskatten gives for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori dødsfaldet er sket, et fradrag med et grundbeløb på 1.900 kr. (2010-niveau). Hvis afdøde anvendte et indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), gives fradraget dog først med virkning fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket.
  3. Stk. 3.
    Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, gives ud over fradrag efter stk. 2, 1. pkt., et fradrag med et grundbeløb på 1.900 kr. (2010-niveau). for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori den førstafdøde ægtefælle er afgået ved døden. Stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
  4. Stk. 4.
    Udviser afdødes skattepligtige indkomst i mellemperioden underskud, modregnes det i afdødes positive aktieindkomst, i det omfang det kan rummes heri.
  5. Stk. 5.
    Grundbeløbet i stk. 2 og 3 reguleres efter personskattelovens § 20.
  1. § 15
    Der opgøres et beløb, der udgør summen af mellemperiodeskatten som opgjort efter § 14 samt eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A.
  2. Stk. 2.
    Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat m.v. for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i mellemperiodeskatten m.v. efter stk. 1, i det omfang beløbet kan rummes i mellemperiodeskatten m.v. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.
  3. Stk. 3.
    I de i §§ 10 og 11 nævnte tilfælde indgår den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i stk. 4 og 5.
  4. Stk. 4.
    Hvis forskellen mellem det efter stk. 1 og 2 opgjorte beløb og de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er erhvervet før dødsfaldet, jf. § 16, stk. 2, udgør et grundbeløb på 32.700 kr. (2010-niveau) eller derover, skal dødsboet betale det beløb, hvormed forskellen overstiger grundbeløbet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, skal det manglende skattebeløb fordeles mellem summen af den skattepligtige indkomst og aktieindkomsten i mellemperioden, der kan henføres til hvert af de to boer. Har det ene bo negativ sum af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i mellemperioden, ansættes beløbet ved fordelingen mellem de to boer til 0 kr. Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), finder § 12, stk. 2, anvendelse ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb, jf. § 16, stk. 2.
  5. Stk. 5.
    Hvis differencen mellem de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er indtjent før dødsfaldet, jf. § 16, stk. 2, og det efter stk. 1 og 2 opgjorte beløb udgør et grundbeløb på 2.800 kr. (2010-niveau) eller derover, skal det for meget betalte beløb udbetales til dødsboet. Stk. 4, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), finder § 12, stk. 2, anvendelse ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb, jf. § 16, stk. 2.
  6. Stk. 6.
    Hvis boet bliver insolvent som følge af restskatten opgjort efter stk. 4, nedsættes skatten efter stk. 4 til et beløb svarende til boets aktiver med fradrag af alle passiver undtagen den opgjorte restskat. Er der foretaget acontoudlodninger før boets afslutning, forhøjes skatten efter 1. pkt. med værdien af acontoudlodningerne.
  7. Stk. 7.
    Grundbeløbet i stk. 4 og 5 reguleres efter personskattelovens § 20.
  1. § 16
    Skat af afdødes aktieindkomst i mellemperioden nedsat med eventuelt underskud i skattepligtig indkomst, jf. § 14, stk. 4, beregnes således:
    1. 1) 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1, og
    2. 2) 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 indgår ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 15, stk. 4 og 5.
  3. Stk. 3.
    Er aktieindkomsten negativ, beregnes negativ skat med
    1. 1) 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1, og
    2. 2) 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1.
  4. Stk. 4.
    Skulle afdøde tillige have været beskattet af en tidligere afdød ægtefælles indkomst efter § 62, fordobles beløbsgrænsen efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, ved anvendelsen af stk. 1-3.
  1. § 17
    Afdødes CFC-indkomst i mellemperioden beskattes særskilt med den i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, nævnte procent. § 92, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.