Dødsboskatteloven § 44
§ 44
Hvis den længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, kan boet bestemme, at den længstlevende ægtefælle til sin skattepligtige indkomst i dødsåret skal medregne et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af afdøde.
Stk. 2.
Hvis afdøde i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes længstlevende ægtefælle, kan den længstlevende ægtefælle i sin skattepligtige indkomst for dødsåret fradrage et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis afdøde i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af den længstlevende ægtefælle. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. er det en betingelse, at et tilsvarende beløb medregnes ved en selvstændig skatteansættelse af afdødes indkomst i mellemperioden efter § 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 7, eller medregnes til bobeskatningsindkomsten efter § 22, stk. 1, nr. 7.