CVR-loven
Lov om Det Centrale Virksomhedsregister

  1. § 1
    Erhvervsstyrelsen fører Det Centrale Virksomhedsregister. Erhvervsstyrelsen er ansvarlig for registrering i samt vedligeholdelse og udvikling af registret.
  2. Stk. 2.
    Registrering og vedligeholdelse af visse grunddata sker i samarbejde med told- og skatteforvaltningen og Danmarks Statistik, jf. § 5, stk. 3, § 6 og § 12.
  1. § 2
    Det Centrale Virksomhedsregister har til formål at
    1. 1) indeholde grunddata om juridiske enheder, jf. § 3, der er erhvervsdrivende eller arbejdsgivere, og de dertil knyttede produktionsenheder, jf. § 4,
    2. 2) foretage en entydig nummerering af de i registret optagne juridiske enheder og produktionsenheder, jf. §§ 5 og 6, og
    3. 3) stille grunddata til rådighed for offentlige myndigheder og institutioner samt private, jf. §§ 18 og 19.
  1. § 3
    Ved juridisk enhed forstås i denne lov:
    1. 1) En fysisk person i dennes egenskab af arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende.
    2. 2) En juridisk person eller en filial af en udenlandsk juridisk person.
    3. 3) En trust eller et juridisk arrangement, der ligner en trust.
    4. 4) En statslig administrativ enhed.
    5. 5) En region.
    6. 6) En kommune.
    7. 7) Et kommunalt fællesskab.
  1. § 4
    Ved produktionsenhed forstås i denne lov en geografisk adresse, hvorfra en juridisk enhed udøver en aktivitet.
  2. Stk. 2.
    En juridisk enhed kan kun registrere flere produktionsenheder på samme geografiske adresse, hvis produktionsenhederne er registreret med forskellige branchekoder.
  1. § 4 a
    Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra myndigheder om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
  3. Stk. 3.
    En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
  1. § 4 b
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at myndighederne kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.
  1. § 5
    Juridiske enheder tildeles kun ét entydigt identifikationsnummer (CVR-nummer).
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen tildeler CVR-nummer til de juridiske enheder, der er anført i § 3, nr. 1, 2, 3 og 7, og som anmeldes til registrering i henhold til anden lovgivning.
  3. Stk. 3.
    Danmarks Statistik tildeler CVR-nummer til de juridiske enheder, der er anført i § 3, nr. 4-6.
  4. Stk. 4.
    Andre offentlige myndigheder end de i stk. 2 nævnte kan efter aftale med Erhvervsstyrelsen tildele CVR-nummer.
  1. § 6
    Produktionsenheder tildeles et entydigt identifikationsnummer (P-nummer) af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik og forsynes med CVR-nummeret for den juridiske enhed, hvortil de hører.
  2. Stk. 2.
    Andre offentlige myndigheder end de i stk. 1 nævnte kan efter aftale med Erhvervsstyrelsen og den pågældende myndighed tildele P-nummer.
  1. §§ 7-10
    (Ophævet).
  1. § 11
    For juridiske enheder optages følgende grunddata i Det Centrale Virksomhedsregister:
    1. 1) Enhedens CVR-nummer.
    2. 2) Virksomhedsform.
    3. 3) Starttidspunkt.
    4. 4) Eventuelt ophørstidspunkt.
    5. 5) Virksomhedsnavn.
    6. 6) Virksomhedsadresse.
    7. 7) Navn, adresse, bopælsland, statsborgerskab og CPR- eller CVR-nummer for fuldt ansvarlige deltagere, stiftere, ejere og ledelsesmedlemmer, hvis oplysningerne registreres i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov eller i henhold til anden lovgivning.
    8. 8) Branche og eventuelle bibrancher.
    9. 9) Antal ansatte.
    10. 10) P-nummer for tilknyttede produktionsenheder.
  2. Stk. 2.
    For produktionsenheder optages følgende grunddata i Det Centrale Virksomhedsregister:
    1. 1) Enhedens P-nummer.
    2. 2) CVR-nummeret for den juridiske enhed, hvortil produktionsenheden hører.
    3. 3) Starttidspunkt.
    4. 4) Eventuelt ophørstidspunkt.
    5. 5) Navn eller betegnelse.
    6. 6) Adresse.
    7. 7) Hovedbranche og eventuelle bibrancher.
    8. 8) Antal ansatte.
  3. Stk. 3.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at virksomheder, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, til registret skal indberette en e-mailadresse samt ændringer heri, som offentlige myndigheder kan kontakte virksomheden på. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen heraf, herunder hvordan e-mailadresser kan indgå i kommunikationen mellem offentlige myndigheder og virksomheder. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om reaktioner i tilfælde af en virksomheds manglende indberetning eller manglende ajourføring af virksomhedens e-mailadresse i registret. Det kan herunder bestemmes, at virksomheden ikke kan foretage indberetninger til myndigheder via www.virk.dk, førend virksomheden har indberettet eller ajourført sin e-mailadresse i registret.
  4. Stk. 4.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, i hvilket omfang de i stk. 1 og 2 nævnte grunddata eller andre grunddata kan eller skal registreres og vedligeholdes i Det Centrale Virksomhedsregister.
  5. Stk. 5.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om registrering af andre juridiske enheder end nævnt i § 3, herunder frivillige registreringer, og om betaling til dækning af de administrative omkostninger herved. Erhvervsstyrelsen kan endvidere fastsætte regler om ansvar i forbindelse med registreringer som nævnt i 1. pkt.
  6. Stk. 6.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister af udenlandske enheder uden fast forretningssted i Danmark, som anmeldes til registrering i henhold til anden lovgivning, herunder om tildeling af CVR-nummer og om betaling til dækning af de administrative omkostninger i forbindelse hermed.
  7. Stk. 7.
    Erhvervsstyrelsen kan indgå aftale med told- og skatteforvaltningen om indhentelse af oplysninger om antal ansatte fra eIndkomstregisteret og om offentliggørelse af oplysningerne i Det Centrale Virksomhedsregister, jf. stk. 1, nr. 9, og stk. 2, nr. 8.
  8. Stk. 8.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger om antal ansatte, jf. stk. 1, nr. 9, og stk. 2, nr. 8, der registreres og vedligeholdes i Det Centrale Virksomhedsregister.
  1. § 11 a
    En juridisk person, jf. § 3, nr. 2, som i henhold til anden lovgivning er forpligtet til at registrere reelle ejere, skal være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. For den juridiske person skal som minimum registreres oplysninger omfattet af § 11, stk. 1, nr. 1-8.
  2. Stk. 2.
    En trust eller et lignende juridisk arrangement, jf. § 3, nr. 3, som i henhold til anden lovgivning er forpligtet til at have sine reelle ejere registreret, skal være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. For en trust eller et lignende juridisk arrangement skal som minimum registreres oplysninger omfattet af § 11, stk. 1, nr. 1-8.
  3. Stk. 3.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse og registrering af oplysninger, jf. stk. 1 og 2, herunder regler om betaling til dækning af de administrative omkostninger herved.
  1. § 12
    For juridiske enheder, der er anført i § 3, nr. 1, 2, 3 og 7, vedligeholdes grunddata af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med told- og skatteforvaltningen.
  2. Stk. 2.
    For juridiske enheder, der er anført i § 3, nr. 4-6, vedligeholdes grunddata af Danmarks Statistik.
  3. Stk. 3.
    For produktionsenhederne vedligeholdes grunddata af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik, jf. dog stk. 4.
  4. Stk. 4.
    For samtlige enheder i Det Centrale Virksomhedsregister vedligeholdes brancheoplysningerne af Danmarks Statistik i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og told- og skatteforvaltningen.
  1. § 13
    Andre offentlige myndigheder end de i § 12 nævnte kan efter aftale med Erhvervsstyrelsen og den pågældende myndighed vedligeholde grunddata om juridiske enheder og produktionsenheder.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsministeren kan efter forhandling med energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og tjenester til registret skal afgive oplysninger om de registrerede enheders offentligt tilgængelige telefonnumre m.v.
  1. § 14
    Offentlige myndigheder og institutioner skal i alle anliggender om juridiske enheder anvende CVR-nummeret og i alle anliggender om produktionsenheder anvende P-nummeret.
  2. Stk. 2.
    Offentlige myndigheder og institutioner skal, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, ved afgivelse og modtagelse af CVR-grunddata benytte elektronisk kommunikation.
  1. § 15
    Offentlige myndigheder og institutioner skal ved etablering af nye it-systemer tilrettelægge systemet således, at Det Centrale Virksomhedsregisters grunddata anvendes ved løbende opslag i registret i stedet for at indhente de samme oplysninger direkte fra de juridiske enheder.
  2. Stk. 2.
    Hvor særlige forhold taler derfor, kan offentlige myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen få udtræk af grunddata til førelse af egne registre.
  1. § 16
    Efter anmodning skal juridiske enheder, jf. § 3, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, give Erhvervsstyrelsen oplysning om branche for de juridiske enheder selv og om grunddata for de til juridiske enheder knyttede produktionsenheder inden for en af Erhvervsstyrelsen nærmere fastsat frist.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler, der pålægger juridiske enheder at anmelde oprettelse eller nedlæggelse af produktionsenheder, jf. § 4.
  1. § 16 a
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om virksomheders anmeldelse og registrering af grunddata i Erhvervsstyrelsens it-system, og om brugen af dette system. Tilsvarende gælder for frivillige anmeldelser, jf. § 11, stk. 5.
  1. § 17
    Enhver har krav på efter skriftlig anmodning til CVR-administrationen at få oplyst de grunddata, der er optaget i Det Centrale Virksomhedsregister om den pågældende.
  1. § 18
    Enhver kan fra Det Centrale Virksomhedsregister få adgang til de grunddata, der er optaget i registret, med de undtagelser og på de betingelser, der er nævnt i stk. 2-8.
  2. Stk. 2.
    CPR-nummer må ikke videregives til private.
  3. Stk. 3.
    Oplysning om navn for fuldt ansvarlige deltagere, stiftere, ejere og ledelsesmedlemmer offentliggøres til enhver tid i Det Centrale Virksomhedsregister, medmindre Erhvervsstyrelsen træffer anden beslutning. Dette gælder for både aktive og ophørte juridiske enheder, jf. § 3, nr. 1-3.
  4. Stk. 4.
    Oplysning om adresse og bopælsland for fuldt ansvarlige deltagere, stiftere, ejere og ledelsesmedlemmer offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister, indtil der er forløbet 5 år, efter at personen er ophørt med at være aktiv i en juridisk enhed, jf. § 3, nr. 1-3, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. Dette gælder for både aktive og ophørte juridiske enheder. For personer, der har registreret navne- og adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister, offentliggøres adressen ikke i Det Centrale Virksomhedsregister, så længe beskyttelsen er gældende i Det Centrale Personregister, medmindre personen anmoder Erhvervsstyrelsen om, at adressebeskyttelsen ikke skal gælde i Det Centrale Virksomhedsregister. Personer, der ikke har et CPR-nummer, kan anmode Erhvervsstyrelsen om adressebeskyttelse i Det Centrale Virksomhedsregister.
  5. Stk. 5.
    Erhvervsstyrelsen fastsætter de nærmere vilkår og betingelser for adressebeskyttelse og for videregivelse af beskyttede adresser for personer uden CPR-nummer, jf. stk. 4, 4. pkt.
  6. Stk. 6.
    Opdatering af personoplysninger omfattet af stk. 3 og 4 for fuldt ansvarlige deltagere, ejere og ledelsesmedlemmer ophører, 5 år efter at den pågældende person ophører med at være aktiv i juridiske enheder, jf. § 3, nr. 1-3, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister.
  7. Stk. 7.
    Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt og i hvilket omfang oplysning om telefon- og telefaxnummer og e-mailadresse må videregives til private.
  8. Stk. 8.
    Oplysning om antal ansatte videregives til private i intervaller. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger om antal ansatte i Det Centrale Virksomhedsregister, herunder om videregivelse af en virksomheds præcise antal ansatte til private.
  9. Stk. 9.
    Offentlige myndigheder og institutioner, der har modtaget grunddata fra Det Centrale Virksomhedsregister, skal ved en eventuel videregivelse af de modtagne data overholde de bestemmelser, der er fastsat i stk. 2 og i § 19, stk. 3, og regler fastsat i medfør af stk. 7.
  1. § 19
    Juridiske enheder og produktionsenheder kan registrere, at de ønsker reklamebeskyttelse. Markeringen af, at en enhed er reklamebeskyttet, offentliggøres i registeret.
  2. Stk. 2.
    Reklamebeskyttelse efter stk. 1 medfører, at grunddata, som juridiske enheder og produktionsenheder har registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, ikke må benyttes af private juridiske enheder med henblik på direkte markedsføring.
  3. Stk. 3.
    For juridiske enheder og produktionsenheder, der har registreret, at de ønsker reklamebeskyttelse, jf. stk. 1, må grunddata, som har karakter af kontaktoplysninger, alene videregives til tredjemand, hvis det i forbindelse med videregivelsen klart markeres over for modtageren, at enheden er beskyttet.
  1. § 20
    Det Centrale Virksomhedsregisters grunddata indgår i Erhvervsstyrelsens samlede salgs- og informationsaktiviteter.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om salg af og betaling for ydelser fra Det Centrale Virksomhedsregister.
  1. § 21
    (Ophævet)
  1. § 22
    Den, der undlader rettidigt at meddele oplysninger efter § 16 eller forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, straffes med bøde.
  2. Stk. 2.
    Overtrædelse af § 11 a, stk. 1 og 2, straffes med bøde.
  3. Stk. 3.
    Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed overtræder bestemmelsen i § 19, stk. 2 eller 3, straffes med bøde.
  4. Stk. 4.
    I de forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
  5. Stk. 5.
    Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
  1. § 23
    Afgørelser efter denne lov træffes af Erhvervsstyrelsen.
  2. Stk. 2.
    Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
  1. § 24
    Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af økonomiministeren.
  2. Stk. 2.
    Ved lovens ikrafttræden erstattes eksisterende registreringsnumre for den juridiske enhed i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og told- og skatteforvaltningen af CVR-nummeret som identifikationsnummer for den juridiske enhed.
  3. Stk. 3.
    Samtidig ophæves lov om Det Centrale Erhvervsregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 19. juni 1992.
  1. § 25
    Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.