Skatteindberetningsloven §§ 43-46

  1. § 43
    En virksomhed, som for en skattepligtig formidler udlejning af den skattepligtiges bolig omfattet af ligningslovens §§ 15 O eller 15 Q, skal hvert år indberette til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår.
  2. Stk. 2.
    En virksomhed, som for en skattepligtig formidler udlejning af et aktiv omfattet af ligningslovens § 15 R, skal, uanset om udlejningen er erhvervsmæssig, hvert år indberette til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår.
  3. Stk. 3.
    Indberetningen efter stk. 1 og 2 skal indeholde oplysninger til identifikation af virksomheden. Indberetningen efter stk. 1 skal tillige indeholde oplysninger til identifikation af boligen. Sker identifikationen af boligen ikke ved brug af ejendommens nummer i Bygnings- og Boligregistret (BBR-nummer), skal der tillige oplyses om identiteten af den skattepligtige. Indberetning efter stk. 2 skal tillige indeholde oplysning til identifikation af den skattepligtige og aktiver som nævnt i ligningslovens § 15 R, stk. 2 og 3.
  4. Stk. 4.
    Den, der har indgået en aftale om udlejning eller fremleje efter stk. 1 eller 2 med en virksomhed, skal give virksomheden oplysninger til identifikation af den pågældende bolig.
  5. Stk. 5.
    Virksomheder, som ikke er indberetningspligtige efter stk. 1 og 2, kan foretage indberetning af de oplysninger, som ville have været omfattet af indberetningen efter stk. 1 og 2, hvis virksomheden havde været indberetningspligtig.
  6. Stk. 6.
    Skatteministeren kan fastsætte regler om indberetning efter stk. 1 og 2 og om oplysninger til brug for identifikation af boliger omfattet af stk. 3 og 4. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om indberetning af oplysninger til brug for identifikation af aktiver omfattet af ligningslovens § 15 R, stk. 2 og 3.
  1. § 44
    Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lign. og vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.
  2. Stk. 2.
    Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.
  1. § 45
    Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet legater som nævnt i ligningslovens § 7 K, skal hver måned indberette herom til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb eller engangsbeløb.
  2. Stk. 2.
    Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter ikke legater, der er omfattet af indberetningspligt efter § 25.
  1. § 46
    Virksomheder, der i en kalendermåned har ydet præmier og gevinster i forbindelse med spil og konkurrencer som led i underholdningsprogrammer i elektroniske medier, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.
  2. Stk. 2.
    Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter alene præmier og gevinster, hvis værdi overstiger 300 kr., og som ikke er afgiftspligtige efter lov om afgifter af spil.
  3. Stk. 3.
    Indberetningspligten efter regler udstedt i medfør af stk. 1 omfatter såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.