Aktieavancebeskatningsloven § 14
§ 14
Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, eller hvor båndlæggelsen af aktier båndlagt efter ligningslovens § 7 A ophører, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen.
Stk. 2.
Betingelsen i stk. 1 anses for opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen uanset tidsfristen i stk. 1 har modtaget oplysninger om erhvervelsen ved indberetning fra andre indberetningspligtige end den skattepligtige efter skatteindberetningslovens § 8, § 17, stk. 3, eller §§ 19 eller 20. Betingelsen i stk. 1 anses uanset tidsfristen ligeledes for opfyldt, såfremt den skattepligtige kan påvise, at de indberetninger, der er foretaget på dennes vegne, er ukorrekte.
Stk. 3.
For aktier erhvervet forud for indtræden af skattepligt her til landet anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis den skattepligtige har indsendt oplysninger til told- og skatteforvaltningen om beholdningen af aktier ved indtræden af skattepligt her til landet. Oplysningerne efter 1. pkt. skal være indsendt til told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor skattepligt her til landet indtræder. For aktier, der indgår i en beholdningsoversigt, jf. § 39 A, anses betingelsen i stk. 1 ligeledes for opfyldt.
Stk. 4.
For aktier, som i den skattepligtiges ejertid optages til handel på et reguleret marked uden i forvejen at være optaget til handel, anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktien inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor aktien optages til handel på et reguleret marked. Betingelsen i 1. pkt. anses for opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen uanset tidsfristen i 1. pkt. har modtaget oplysninger om besiddelsen ved indberetning efter skatteindberetningsloven § 17, stk. 1 og 2.
Stk. 5.
For aktier erhvervet ved udlodning fra et dødsbo, hvor boopgørelsen er indleveret efter fristen i stk. 1, anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis udlodningsmodtageren senest samtidig med indlevering af boopgørelsen afgiver de i stk. 1 angivne oplysninger til told- og skatteforvaltningen.