Retsplejeloven § 786 b

  1. § 786 b
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata i en registreringsperiode på
    1. 1) 3 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller er dømt efter straffelovens § 81 a,
    2. 2) 5 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, og
    3. 3) 10 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 8 år eller derover.
  2. Stk. 2.
    Er personen idømt en ubetinget fængselsstraf, regnes registreringsperioden, jf. stk. 1, nr. 1-3, fra tidspunktet for endelig løsladelse fra afsoning. Prøveløslades personen, regnes perioden fra tidspunktet for prøveløsladelse. Er personen idømt en betinget fængselsstraf, regnes perioden fra endelig dom. Er personen idømt anden strafferetlig retsfølge efter straffelovens §§ 68-70, regnes perioden fra endelig ophævelse af denne retsfølge, dog regnes perioden fra endelig dom, hvis den pågældende er dømt til ambulant behandling, der ikke medfører eller kan medføre indlæggelse i institution. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring efter det relevante tidspunkt nævnt i 1.-4. pkt., regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, der er nævnt i 1.-4. pkt.
  3. Stk. 3.
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende
    1. 1) kommunikationsapparater, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,
    2. 2) personer, der, jf. § 783, stk. 2, har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,
    3. 3) personer, der er eller har været indehavere af et kommunikationsapparat, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, og
    4. 4) kommunikationsapparater, der har været genstand for pålæg i medfør af § 786, stk. 2.
  4. Stk. 4.
    Registreringsperioden for trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 3 er 1 år fra det tidspunkt, hvor indgrebet afsluttes. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring, efter at indgrebet er afsluttet, regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, hvor indgrebet er afsluttet.
  5. Stk. 5.
    Trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3 skal opbevares i 1 år.
  6. Stk. 6.
    Forvaltningslovens kapitel 6 finder ikke anvendelse for pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3. Sådanne pålæg kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
  7. Stk. 7.
    Personer, hvis trafikdata registreres og opbevares i medfør af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3, underrettes ikke herom. Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse for sådanne personer.