Retsplejeloven §§ 786a-786f

  1. § 786 a
    Som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale kan være af betydning, kan politiet meddele udbydere pålæg om at foretage hastesikring af elektroniske data. Pålæg om hastesikring må kun meddeles, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.
  2. Stk. 2.
    Et pålæg om hastesikring i medfør af stk. 1 kan alene omfatte elektroniske data, som opbevares på det tidspunkt, hvor pålægget meddeles. I pålægget anføres, hvilke data der skal sikres, og i hvilket tidsrum de skal sikres (sikringsperioden). Pålægget skal afgrænses til alene at omfatte de data, der skønnes nødvendige for efterforskningen, og sikringsperioden skal være så kort som mulig og kan ikke overstige 90 dage. Pålægget kan forlænges, men højst med 90 dage ad gangen.
  3. Stk. 3.
    Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester som led i sikring efter stk. 1 uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller tjenester har været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan være af betydning for efterforskningen.
  4. Stk. 4.
    Overtrædelse af stk. 1 og 3 straffes med bøde.
  1. § 786 b
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata i en registreringsperiode på
    1. 1) 3 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, en overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller en krænkelse eller overtrædelse, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller er dømt efter straffelovens § 81 a,
    2. 2) 5 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, og
    3. 3) 10 år, hvis personen er dømt for en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 8 år eller derover.
  2. Stk. 2.
    Er personen idømt en ubetinget fængselsstraf, regnes registreringsperioden, jf. stk. 1, nr. 1-3, fra tidspunktet for endelig løsladelse fra afsoning. Prøveløslades personen, regnes perioden fra tidspunktet for prøveløsladelse. Er personen idømt en betinget fængselsstraf, regnes perioden fra endelig dom. Er personen idømt anden strafferetlig retsfølge efter straffelovens §§ 68-70, regnes perioden fra endelig ophævelse af denne retsfølge, dog regnes perioden fra endelig dom, hvis den pågældende er dømt til ambulant behandling, der ikke medfører eller kan medføre indlæggelse i institution. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring efter det relevante tidspunkt nævnt i 1.-4. pkt., regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, der er nævnt i 1.-4. pkt.
  3. Stk. 3.
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet personbestemt registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende
    1. 1) kommunikationsapparater, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,
    2. 2) personer, der, jf. § 783, stk. 2, har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3,
    3. 3) personer, der er eller har været indehavere af et kommunikationsapparat, der, jf. § 783, stk. 1, 2. pkt., har været genstand for indgreb i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, og
    4. 4) kommunikationsapparater, der har været genstand for pålæg i medfør af § 786, stk. 2.
  4. Stk. 4.
    Registreringsperioden for trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 3 er 1 år fra det tidspunkt, hvor indgrebet afsluttes. Meddeles pålæg om registrering og opbevaring, efter at indgrebet er afsluttet, regnes registreringsperioden fortsat fra det tidspunkt, hvor indgrebet er afsluttet.
  5. Stk. 5.
    Trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3 skal opbevares i 1 år.
  6. Stk. 6.
    Forvaltningslovens kapitel 6 finder ikke anvendelse for pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3. Sådanne pålæg kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
  7. Stk. 7.
    Personer, hvis trafikdata registreres og opbevares i medfør af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 3, underrettes ikke herom. Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse for sådanne personer.
  1. § 786 c
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata, dog ikke om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, fra de dele af udbydernes net, der er nødvendige for at dække områder på 3 km gange 3 km, hvor
    1. 1) antallet af anmeldelser af lovovertrædelser begået i området, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, udgør mindst 1,5 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 3 år eller
    2. 2) antallet af beboere dømt for lovovertrædelser, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, eller krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller er dømt efter straffelovens § 81 a udgør mindst 1,5 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 3 år.
  2. Stk. 2.
    Rigspolitiet meddeler udbydere pålæg om at foretage målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata, dog ikke om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, vedrørende særlig sikringskritiske områder såsom kongehusets residenser, Christiansborg Slot, statsministerboligen (Marienborg), ambassader, politiets ejendomme, kriminalforsorgens institutioner, bro-, tunnel- og færgeforbindelser, trafikknudepunkter og større indfaldsveje, grænseovergange, busterminaler, fjernbanestationer, stationer på bybaner, militære områder, kolonne 3-virksomheder og offentligt godkendte flyvepladser.
  3. Stk. 3.
    Trafikdata omfattet af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2 skal opbevares i 1 år.
  4. Stk. 4.
    Forvaltningslovens kapitel 6 finder ikke anvendelse for pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2. Sådanne pålæg kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
  5. Stk. 5.
    Personer, hvis trafikdata registreres og opbevares i medfør af pålæg udstedt efter stk. 1 eller 2, underrettes ikke herom. Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse for sådanne personer.
  6. Stk. 6.
    Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om målrettet geografisk registrering og opbevaring af trafikdata som nævnt i stk. 1.
  1. § 786 d
    Der kan meddeles udbydere pålæg om at foretage målrettet registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende kommunikationsapparater, personer eller bestemte områder, hvis der er grund til at antage, at de har forbindelse til lovovertrædelser, som efter loven kan straffes med fængsel i 3 år eller derover, forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13, overtrædelser af straffelovens § 124, stk. 2, § 125, § 127, stk. 1, § 235, § 266 eller § 281, overtrædelser af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, krænkelser eller overtrædelser, som er omfattet af § 781, stk. 2 eller 3, eller lovovertrædelser omfattet af straffelovens § 81 a. Udbydere kan dog ikke meddeles pålæg om at foretage målrettet registrering og opbevaring af trafikdata om fastnettelefoni, herunder udbydernes egne internettelefonitjenester, vedrørende bestemte områder.
  2. Stk. 2.
    Afgørelse om pålæg om registrering og opbevaring efter stk. 1 træffes af retten ved kendelse. I kendelsen fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 6 måneder. Tidsrummet kan forlænges, men højst med 6 måneder ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse. I kendelsen angives den person, det kommunikationsapparat eller det område, som indgrebet angår. Reglerne i § 783, stk. 2, 2., 3. og 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved pålæg om registrering og opbevaring af trafikdata vedrørende personer. Underretningen efter 7. pkt., jf. § 783, stk. 2, 2. og 3. pkt., skal indeholde en angivelse af de grunde, der er, til at antage, at den person, som indgrebet angår, benytter sig af de pågældende numre.
  3. Stk. 3.
    Trafikdata omfattet af pålæg meddelt efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.
  4. Stk. 4.
    Reglerne i § 782, stk. 1, § 783, stk. 1, 3. og 4. pkt., og stk. 4, og §§ 784 og 785 finder tilsvarende anvendelse for pålæg omfattet af stk. 1.
  1. § 786 e
    Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler, der pålægger udbydere at foretage generel og udifferentieret registrering og opbevaring af trafikdata, når der foreligger tilstrækkelig konkrete omstændigheder, der giver anledning til at antage, at Danmark står over for en alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed, som må anses for at være reel og aktuel eller forudsigelig.
  2. Stk. 2.
    Regler om registreringspligt fastsat i medfør af stk. 1 kan fastsættes for en periode på højst 1 år ad gangen.
  3. Stk. 3.
    Oplysninger registreret i medfør af reglerne udstedt efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.
  1. § 786 f
    Det påhviler udbydere at foretage generel og udifferentieret registrering og opbevaring af oplysninger om en slutbrugers adgang til internettet.
  2. Stk. 2.
    Oplysninger registreret efter stk. 1 skal opbevares i 1 år.
  3. Stk. 3.
    Justitsministeren fastsætter efter forhandling med erhvervsministeren nærmere regler om registrering og opbevaring som nævnt i stk. 1.