Kulbrinteskatteloven §§ 20g-20i
§ 20 G
Alle betalinger af anskaffelsessummer omfattet af § 20 F, stk. 1, tilføres en særskilt saldo, hvorpå der kan ske afskrivning, der fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst efter kapitel 3 A. Skal det afskrivningsberettigede driftsmiddel, som en betaling vedrører, ikke anvendes udelukkende til virksomhed som nævnt i § 8, stk. 1, skal der til den særskilte saldo efter 1. pkt. kun tilføres den del af betalingen, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse til denne virksomhed. Indkomstårets afskrivning kan højst udgøre 20 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi opgjort efter 1. og 2. pkt. efter fradrag af indkomstårets salgssummer efter stk. 3.
Stk. 2.
Den anskaffelsessum for et driftsmiddel, der skal tilføres den driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, der anvendes ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten efter kapitel 3 A, fratrækkes de af stk. 1 omfattede betalinger vedrørende det pågældende driftsmiddel i det indkomstår, hvor der kan påbegyndes afskrivning på driftsmidlet, jf. afskrivningslovens § 3.
Stk. 3.
Afstår den skattepligtige et driftsmiddel eller et igangværende arbejde vedrørende et driftsmiddel, og er betalinger herfor tilført den særskilte saldo efter stk. 1, fratrækkes salgssummen i den særskilte saldo efter stk. 1. Der fratrækkes dog højst en andel af salgssummen, som svarer til forholdet mellem de betalinger, som er tilført den særskilte saldo efter stk. 1, og den samlede anskaffelsessum for driftsmidlet eller det igangværende arbejde. Den resterende del af salgssummen fratrækkes den driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, der anvendes ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten efter kapitel 3 A, såfremt en del af anskaffelsessummen for driftsmidlet er tilført denne saldo. Bliver den særskilte saldo efter stk. 1 som følge af anvendelsen af bestemmelserne i 1. og 2. pkt. negativ, medregnes den negative saldo ved opgørelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst efter kapitel 3 A.
Stk. 4.
Er den andel af salgssummen for et driftsmiddel eller et igangværende arbejde, der skal fratrækkes den særskilte saldo efter stk. 3, mindre end summen af de betalinger vedrørende dette driftsmiddel eller igangværende arbejde, der er tilført den særskilte saldo, med fradrag af foretagne afskrivninger efter stk. 1, finder bestemmelsen i afskrivningslovens § 5 A tilsvarende anvendelse.
§ 20 H
Den skattepligtige kan ved opgørelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst fratrække et beløb på 6,5 pct. (forhøjet kulbrintefradrag) af det beløb, der i indkomståret er tilført den særskilte saldo efter § 20 G, stk. 1. Det forhøjede kulbrintefradrag efter 1. pkt. træder i stedet for kulbrintefradrag efter § 20 C, stk. 1. Det forhøjede kulbrintefradrag indrømmes i det indkomstår, hvor beløbet tilføres den særskilte saldo efter § 20 G, stk. 1, og i hvert af de følgende 5 indkomstår. Bestemmelserne i § 20 C, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 20 I
Opfyldes betingelsen i § 20 F, stk. 1, nr. 4, ikke, skal der ske genoptagelse af ansættelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst. Genoptagelse skal ske for det indkomstår, hvor der første gang blev tilført den særskilte saldo efter § 20 G, stk. 1, en betaling, for hvilken betingelsen ikke er opfyldt, og for alle efterfølgende indkomstår til og med det indkomstår, hvor det kan konstateres, at der skal ske genoptagelse, jf. dog stk. 2. Ved genoptagelsen skal der ske en ændret ansættelse af kulbrinteindkomsten for de pågældende indkomstår, under hensyntagen til at de pågældende betalinger ikke kan danne grundlag for afskrivning efter § 20 G og kulbrintefradrag efter § 20 H. Den særskilte saldo efter § 20 G, stk. 1, og tillægsskattekontoen efter § 20 J, stk. 3, skal korrigeres i overensstemmelse hermed. Der skal også ske genoptagelse af ansættelsen af tillægsskatten efter § 20 J, stk. 1, såfremt en sådan genoptagelse er en direkte følge af korrektionen af tillægsskattekontoen.
Stk. 2.
Er betingelserne for at påbegynde afskrivning på driftsmidlerne, jf. afskrivningslovens § 3, ikke opfyldt senest i indkomståret 2026, udløser dette dog ikke genoptagelse efter stk. 1, såfremt den skattepligtige i forbindelse med rettidig afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for indkomståret 2026 godtgør, at dette skyldes forsinkelser som følge af forhold uden for den skattepligtiges kontrol, der har karakter af force majeure. I disse tilfælde vil der ske genoptagelse efter stk. 1, såfremt betingelserne for at påbegynde afskrivning på driftsmidlerne, jf. afskrivningslovens § 3, ikke opfyldes senest i indkomståret 2027.
Stk. 3.
Der kan i det indkomstår, hvor det kan konstateres, at der skal ske genoptagelse, og i efterfølgende indkomstår ikke foretages kulbrintefradrag efter § 20 H for betalinger, der vedrører det pågældende driftsmiddel.