Firmapensionskasseloven § 66 b
§ 66 b
Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den pensionskasse, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
I nedenstående tilfælde anses en anden end pensionskassen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:
- 1) Den, der overtræder lovens påbud om, at løfter om pensionstilsagn skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller en pensionskasse, jf. § 1, § 2, stk. 1, og § 4.
- 2) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, jf. § 10, stk. 1.
- 3) Revisor i en pensionskasse, når Finanstilsynet afskediger eller påbyder denne at give oplysninger om pensionskassens forhold, samt i sager vedrørende forbuddet mod, at en revisor har lån m.v. i den pensionskasse, som revisor reviderer, jf. § 52, stk. 1, samt i sager, hvor de valgte revisorer eller den ansvarshavende aktuar ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 52, stk. 1, samt § 26, stk. 4, 1. pkt.
Stk. 3.
Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør, den ansvarshavende aktuar, en likvidator eller andre ledende medarbejdere i en pensionskasse, hvis Finanstilsynets påtale eller påbud i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.
Stk. 4.
Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-3 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter 22. oktober 1998.