Dødsboskatteloven § 52
§ 52
Når skifteretten efter § 69 i lov om skifte af dødsboer har truffet beslutning om insolvensbehandling af et bo, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 6, er dødsboet uanset handelsværdien af boets aktiver fritaget for at betale indkomstskat af indkomst efter § 4, herunder skat af aktieindkomst som omhandlet i personskattelovens § 4 a og skat af CFC-indkomst som omhandlet i personskattelovens § 4 b. Indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 tilbagebetales dog ikke til boet. Reglerne i kapitel 4 finder anvendelse, jf. dog stk. 2. For den længstlevende ægtefælle gælder reglerne i kapitel 7.
Stk. 2.
Afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden efter § 13 kan ikke kræves. Krav på afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden, der er fremsat, før skifteretten traf afgørelse om insolvensbehandling, bortfalder. Er der foretaget afsluttende skatteansættelse af en afdød efter §§ 13-16, før skifteretten traf afgørelse om insolvensbehandling, ophæves en eventuel beskatning, jf. dog 4. og 5 pkt. Eventuelle beløb, som boet har indbetalt efter § 15, stk. 4, anses dog som endelig betaling af afdødes indkomstskatter for mellemperioden m.v. og udbetales ikke til boet. Eventuelle beløb, som er udbetalt til boet efter 15, stk. 5, skal ikke tilbagebetales.
Stk. 3.
Er der foretaget beskatning efter §§ 4-51 eller §§ 58-65, ophæves sådan beskatning, hvis skifteretten træffer bestemmelse om, at dødsboet som helhed skal genoptages og undergives insolvensbehandling. Stk. 2, 4. og 5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Bliver dødsboet solvent, overgår det fra det tidspunkt, hvor kreditorerne er dækket eller sikret dækning, til behandling efter reglerne om solvente dødsboer. Er boet efter § 6, stk. 1, fritaget for beskatning, skal der dog kun ske afsluttende skatteansættelse af mellemperioden, hvis dette følger af § 13, stk. 5, eller hvis boet kræver det, jf. § 13, stk. 2. Boets krav efter § 13, stk. 2, skal fremsættes senest samtidig med indsendelse af boopgørelsen, jf. § 68, stk. 3, i lov om skifte af dødsboer.