Arveloven §§ 87-89
§ 87
To personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller.
Stk. 2.
Det kan ikke i et testamente efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende delingsformue, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse.
Stk. 3.
Et testamente efter stk. 1 indebærer ikke, at § 10 finder anvendelse.
§ 88
Et testamente efter § 87 er kun gyldigt, hvis parterne ved oprettelsen
- 1) opfyldte betingelserne i § 6, § 9 og § 10 i lov om ægteskab indgåelse og opløsning og
- 2) ikke havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.
Stk. 2.
Et testamente efter § 87 er endvidere kun gyldigt, hvis parterne på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles bopæl og
- 1) ventede, havde eller havde haft et fælles barn eller
- 2) havde levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år.
Stk. 3.
En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 89
Testamentariske bestemmelser efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.