VE-loven §§ 13-17

  1. § 13
    Opstilleren skal tilbyde beboere, der er naboer til anlæg efter nr. 1-4, en årlig VE-bonus ved opstilling af følgende:
    1. 1) En eller flere vindmøller.
    2. 2) Solcelleanlæg omfattet af § 6, stk. 1, nr. 2-4.
    3. 3) Bølgekraftanlæg og vandkraftværker, der har vundet ret til pristillæg i et teknologineutralt udbud efter § 50 d.
    4. 4) Hybridanlæg.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1, nr. 1, omfatter ikke vindmøller på under 25 m, vindmøller opstillet på de nationale testcentre for store vindmøller og havvindmøller, der etableres efter udbud i et område, som er udpeget til store havvindmølleparker, jf. § 22, stk. 3, nr. 1, og § 23.
  3. Stk. 3.
    VE-bonus, som er udbetalt eller udbetales af opstilleren efter regler fastsat i medfør af stk. 4, indgår ikke ved vurdering af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser.
  4. Stk. 4.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvem der er omfattet af pligten til at tilbyde VE-bonus, herunder om kredsen af berettigede modtagere, beregningsgrundlaget og størrelsen af VE-bonus, udbetalingstidspunkt, fastsættelse af sanktion, udbetalingsperiode, frister og renter.
  1. § 14
    Opstilleren skal senest 14 hverdage efter første producerede kilowatt-time indbetale et beløb efter stk. 4 til en kommunal grøn pulje ved opstilling af følgende:
    1. 1) En eller flere vindmøller.
    2. 2) Solcelleanlæg omfattet af § 6, stk. 1, nr. 2-4.
    3. 3) Vandkraftværker, der har vundet ret til pristillæg i et teknologineutralt udbud efter § 50 d.
    4. 4) Hybridanlæg.
  2. Stk. 2.
    Hvis et anlæg er opstillet i flere kommuner, skal beløbet efter stk. 4 fordeles forholdsmæssigt mellem kommunerne i forhold til den kapacitet i megawatt, der opstilles i hver enkelt kommune.
  3. Stk. 3.
    Stk. 1, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse på havvindmøller, hvor en kommunalbestyrelse kan gøre indsigelse efter § 22 b. Stk. 1, nr. 1, omfatter ikke vindmøller på under 25 m, vindmøller opstillet på de nationale testcentre for store vindmøller og havvindmøller, der etableres efter udbud i et område, som er udpeget til store havvindmølleparker, jf. § 22, stk. 3, nr. 1, og § 23. Kan flere kommunalbestyrelser gøre indsigelse efter § 22 b, skal opstilleren fordele og indbetale beløbet efter stk. 4 ligeligt mellem de berettigede kommuner. Der skal betales et beløb efter stk. 4 svarende til de VE-teknologier omfattet af stk. 1-3, som er omfattet af hybridanlægget efter stk. 1, nr. 4.
  4. Stk. 4.
    Opstillere omfattet af stk. 1-3 skal betale et beløb, som svarer til
    1. 1) 125.000 kr. pr. MW ved landvindmøller,
    2. 2) 165.000 kr. pr. MW ved havvindmøller,
    3. 3) 40.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg og
    4. 4) 92.000 kr. pr. MW ved vandkraftværker.
  5. Stk. 5.
    Kommunalbestyrelsen yder tilskud fra grøn pulje. Er midlerne i grøn pulje ikke allokeret til projekter 3 år efter indbetaling, skal kommunalbestyrelsen overføre det af opstilleren indbetalte beløb til statskassen.
  6. Stk. 6.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om grøn pulje, herunder om følgende:
    1. 1) Kommunalbestyrelsens oprettelse og administration af grøn pulje.
    2. 2) Ansøgningsprocedure for tilskud fra grøn pulje.
    3. 3) Kredsen af ansøgningsberettigede.
    4. 4) Tildeling af midler i prioriteret rækkefølge.
    5. 5) Bagatelgrænse for overførsel til statskassen.
  1. § 14 a
    Opstillere af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker skal efter anmodning meddele klima-, energi- og forsyningsministeren de oplysninger, der er nødvendige for
    1. 1) administration af og tilsyn med værditabs-, salgsoptions- og VE-bonusordningens gennemførelse og
    2. 2) evaluering af værditabs-, salgsoptions- og VE-bonusordningen samt grøn pulje.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.