Skatteindberetningsloven §§ 17-19

  1. § 17
    Den, der som led i sin virksomhed modtager aktier m.v. i depot til forvaltning, skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om de aktier m.v., der er deponeret i det forudgående kalenderår, jf. dog § 50.
  2. Stk. 2.
    Indberetningen skal for hver enkelt depothaver omfatte følgende oplysninger:
    1. 1) Identiteten af aktien m.v.
    2. 2) Antal aktier m.v.
    3. 3) Om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
    4. 4) Kursværdien ved udgangen af kalenderåret, hvis der er tale om aktier m.v. optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
  3. Stk. 3.
    Den, der som led i sin virksomhed formidler handel med aktier m.v., skal hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af aktier m.v., der er formidlet i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 4. Det samme gælder den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af aktier m.v. mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer. Indberetningen skal omfatte oplysninger om identiteten af aktien m.v. og oplysninger om antallet af aktier m.v., anskaffelses- eller afståelsestidspunktet og anskaffelses- eller afståelsessummen for aktien m.v.
  4. Stk. 4.
    Indberetningen efter stk. 3 skal dog ikke foretages, hvis erhvervelsen er omfattet af indberetningspligten efter § 8.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.
  1. § 18
    De indberetningspligtige, som er nævnt i stk. 3, skal mindst en gang årligt indberette følgende oplysninger til told- og skatteforvaltningen om obligationer og hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven, jf. dog § 50:
    1. 1) Beløbsstørrelsen af de enkelte ejeres og eventuelle rentenyderes terminsrenter, tilskrevne renter og andet afkast vedrørende værdipapirer i det forudgående kalenderår og oplysning om værdipapirernes identitet.
    2. 2) Oplysning om de enkelte ejeres og eventuelle rentenyderes identitet.
    3. 3) Oplysning om beholdningen af værdipapirer ved kalenderårets udløb med angivelse af
      1. a) værdipapirernes identitet,
      2. b) kursværdi ved kalenderårets udløb,
      3. c) arten og antallet eller pålydende værdi af værdipapirerne i beholdningen ved kalenderårets udløb og
      4. d) de enkelte ejeres ejerandel.
  2. Stk. 2.
    De indberetningspligtige, som er nævnt i stk. 3, skal mindst en gang årligt endvidere indberette følgende oplysninger til told- og skatteforvaltningen, jf. dog § 50:
    1. 1) Udbytte af investeringsbeviser, udbytte af aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 A, 19 B eller 19 C og tilskrivning på indskud i kontoførende investeringsforeninger med angivelse af de enkelte ejeres eller rentenyderes andel heraf og identiteten af investeringsbeviserne, aktierne m.v. eller den kontoførende investeringsforening, herunder art og virke, og antallet af aktier m.v. og investeringsbeviser.
    2. 2) Ved indberetning om udbytte skal indberettes oplysning om størrelsen af det udloddede udbytte før og efter indeholdelse af udbytteskat og det indeholdte beløb. Ved udlodning af udbytte af aktier m.v. i danske investeringsselskaber og af danske investeringsbeviser skal den procentsats, der er anvendt ved eventuel indeholdelse af udbytteskat, indberettes.
    3. 3) Baggrunden for udlodning uden indeholdelse af udbytteskat eller ved indeholdelse af udbytteskat med reduceret sats.
    4. 4) Datoen for vedtagelse eller beslutning om udbetaling eller godskrivning af udbyttet.
    5. 5) Identifikation af depotet, når indberetningen foretages af den, hos hvem aktierne m.v. eller investeringsbeviserne er deponeret.
    6. 6) Oplysninger om ejerens og en eventuel rentenyders identitet.
    7. 7) Oplysning om beholdning af investeringsbeviser, aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 A, 19 B eller 19 C og indskud i kontoførende investeringsforeninger ved kalenderårets udgang med angivelse af
      1. a) identiteten af investeringsbeviserne, aktierne m.v. eller den kontoførende investeringsforening, herunder art og virke,
      2. b) antallet af aktier m.v. og investeringsbeviser,
      3. c) kursværdien ved årets udgang og
      4. d) de enkelte ejeres ejerandel.
  3. Stk. 3.
    Indberetningspligten efter stk. 1 og 2 påhviler som udgangspunkt depositaren eller kontoføreren. Hvis en virksomhed, som er omfattet af 1. pkt., ikke er indberetningspligtig som følge af § 47, stk. 1, 1. pkt., men er et kontoførende institut i en værdipapircentral, påhviler indberetningspligten værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. registreret i denne. Er værdipapiret ikke deponeret eller kontoført her i landet, og indløses udbyttekravet af et pengeinstitut eller anden indløser, påhviler indberetningspligten pengeinstituttet eller den pågældende indløser. Udbetales udbytte fra en investeringsforening, et investeringsinstitut med minimumsbeskatning eller et investeringsselskab her i landet direkte fra foreningen, instituttet eller selskabet til ejeren, påhviler indberetningspligten foreningen, instituttet eller selskabet.
  4. Stk. 4.
    Et medlem af en kontoførende investeringsforening skal til brug for foreningens indberetning af tilskrivninger på medlemmets indskud efter stk. 1 eller til brug for foreningens indberetning om hævninger efter § 19 efter anmodning oplyse foreningen om relevante skattemæssige principper, medlemmet anvender ved indkomstopgørelsen, herunder om den pågældende næringsbeskattes.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1 og 2. Skatteministeren kan endvidere bestemme, at investeringsforeninger, investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og investeringsselskaber skal afgive oplysninger til de indberetningspligtige til brug for at opfylde indberetningspligten efter stk. 1 og 2.
  1. § 19
    De indberetningspligtige efter stk. 3 skal indberette til told- og skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af obligationer, herunder konvertible obligationer, hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven, aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 A, 19 B eller 19 C og investeringsbeviser. Tilsvarende gælder for overførsel af de i 1. pkt. nævnte værdipapirer mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer. Indberetningspligten omfatter endvidere hævninger i kontoførende investeringsforeninger og indfrielser af obligationer og hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven. Indberetning skal dog ikke foretages, hvis der er tale om en undtaget ordning omfattet af pensionsbeskatningsloven, jf. § 50. Indberetningen skal omfatte oplysning om:
    1. 1) Identiteten, antallet eller den pålydende værdi og arten af værdipapirerne.
    2. 2) Anskaffelsestidspunktet, afståelsestidspunktet eller indfrielsestidspunktet.
    3. 3) Anskaffelsessummen, afståelsessummen eller indfrielsesbeløbet og eventuel betaling for vedhængende renter.
    4. 4) Tidspunktet for den enkelte hævning af indestående i en kontoførende investeringsforening.
    5. 5) Den del af urealiseret fortjeneste eller tab på den kontoførende investeringsforenings værdipapirer på tidspunktet for hævningen, der svarer til den enkelte hævning.
  2. Stk. 2.
    De indberetningspligtige efter stk. 3 skal indberette oplysninger efter stk. 1 vedrørende indgåelse af aftaler om eller overdragelse af terminskontrakter, køberetter og salgsretter omfattet af kursgevinstloven, når en af aftaleparterne er en person, jf. dog § 50. Tilsvarende gælder for fordringer, der efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3, omfattes af kursgevinstlovens kapitel 6 og 7.
  3. Stk. 3.
    Indberetningspligten påhviler den, der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af værdipapirer nævnt i stk. 1 eller kontrakter og fordringer nævnt i stk. 2 eller medvirker til overførsler omfattet af stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder den, der har det som sit erhverv at indgå eller formidle aftaler om sådanne kontrakter eller fordringer. Indberetningspligten vedrørende hævninger fra en konto i en kontoførende investeringsforening påhviler foreningen. Indberetningspligten vedrørende indfrielser af obligationer og hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven påhviler som udgangspunkt den, der modtager værdipapirerne i depot til forvaltning. Er værdipapiret ikke deponeret her i landet, og formidles indfrielsen af obligationen eller det gældslignende instrument af en anden, der som led i sit erhverv formidler eller foretager indløsninger, påhviler indberetningspligten denne.
  4. Stk. 4.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1 og 2.