Pensionsafkastbeskatningsloven § 18
§ 18
Reglerne i stk. 2-4 finder anvendelse, når
- 1) en skattepligtig institution overdrager sine aktiver og passiver som helhed til en anden skattepligtig institution,
- 2) to eller flere skattepligtige institutioner sammensmeltes til en ny skattepligtig institution (fusion),
- 3) en skattepligtig institution spaltes i to eller flere selvstændige skattepligtige institutioner (fission),
- 4) en skattepligtig institution overdrager en livsforsikringsbestand til en anden skattepligtig institution efter § 204 i lov om finansiel virksomhed eller
- 5) et administrationsbo som omhandlet i § 1, stk. 2, nr. 8 eller 12, viderefører administrationen af et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn.
Stk. 2.
Den modtagende institution indtræder (succederer) i den overdragende institutions skattemæssige stilling, hvis den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der påvirkes af successionen, er udformet under denne forudsætning. Hvis det i forbindelse med en fusion som nævnt i stk. 1, nr. 2, mellem en overdragende institution, der er skattepligtig efter § 7, og en modtagende institution, der er skattepligtig efter § 8, i fusionsdokumenterne er aftalt, at der i fusionsåret helt eller delvis overføres egenkapital fra den overdragende institution til de ufordelte midler, kan der foretages en tilsvarende regulering af egenkapitalen og de ufordelte midler i åbningsbalancen for den modtagende institution. 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor den overdragende institution er en pensionskasse omfattet af § 1, stk. 2, nr. 9.
Stk. 3.
Datoen for den åbningsstatus, der udarbejdes for den modtagende institution i forbindelse med overdragelsen, anses i skattemæssig henseende for overdragelsesdato. Det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i stk. 1 og 2, at overdragelsesdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for den modtagende institutions regnskabsår, jf. dog § 18 a.
Stk. 4.
Sammen med den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der berøres af successionen, indsendes til told- og skatteforvaltningen genpart af de dokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med overdragelsen.
Stk. 5.
Er den overdragende institution skattepligtig efter § 7 og den fortsættende institution skattepligtig efter § 8, kan der kun succederes efter stk. 2 i værdier, der indgår i opgørelsen af beskatningsgrundlaget for den fortsættende institution. Aktiver og passiver i den overdragende institution, hvori der ikke succederes efter 1. pkt., anses for afstået til handelsværdien af den overdragende institution. Afståelsessummen for driftsmidler omfattet af afskrivningslovens § 5 D forhøjes ikke med 16. pct., jf. afskrivningslovens § 5 D, stk. 4. For driftsmidler omfattet af afskrivningslovens § 5 D opgøres en skatteforpligtelse svarende til skatteværdien af 16 pct. af afståelsessummen efter 3. pkt. Skatteværdien beregnes med den skatteprocent, der i henhold til § 2 gælder for det indkomstår, hvor omdannelsen m.v. har virkning. Skatteforpligtelsen medregnes i skatten for det indkomstår, hvor driftsmidlet afstås. Skatteforpligtelsen bortfalder den 1. januar 2027.
Stk. 6.
En institution, der er skattepligtig efter § 8, og som i forbindelse med en fusion som nævnt i stk. 1, nr. 2, får overført egenkapital fra en institution, der er skattepligtig efter § 7, kan i beskatningsgrundlaget fradrage den andel af den overførte egenkapital, som institutionen medregner i indkomstopgørelsen efter skattelovgivningens almindelige regler, reduceret med den del, der hidrører fra opsparet overskud på omkostnings- og risikoelementerne. Pensionsinstitutter, der ikke kan redegøre for, hvor stor en del der hidrører fra omkostnings- og risikooverskud, kan opdele midlerne således:
- 1) Opsparet omkostningsoverskud beregnes som den overførte indkomstbeskattede egenkapital ganget med forholdet mellem på den ene side det positive gennemsnitlige årlige omkostningsresultat for de 3 indkomstår umiddelbart forud for fusionsåret og på den anden side summen af de positive gennemsnitlige årlige omkostnings-, risiko- og renteresultater for de 3 indkomstår umiddelbart forud for fusionsåret.
- 2) Opsparet risikooverskud beregnes som den overførte indkomstbeskattede egenkapital ganget med forholdet mellem på den ene side det positive gennemsnitlige årlige risikoresultat for de 3 indkomstår umiddelbart forud for fusionsåret og på den anden side summen af de positive gennemsnitlige årlige omkostnings-, risiko- og renteresultater for de 3 indkomstår umiddelbart forud for fusionsåret.
Stk. 7.
Uanset stk. 5 kan der ved omstrukturering som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2, hvor den overdragende institution er skattepligtig efter § 7 og den fortsættende institution er skattepligtig efter § 8, ved beregning af det beløb, der højst kan udbetales efter § 17, stk. 4, for den fortsættende institution, også succederes i den overdragende institutions egenkapital opgjort den 31. december 2009, der stammer fra overskud på renteelementerne.