Ministervederlagsloven § 4
§ 4
En minister, som har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden efter, at vedkommende har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension. Såfremt den pågældendes erhvervsevne er nedsat til halvdelen eller derunder på grund af helbredsmæssige forhold, kan finansministeren dog efter indhentet udtalelse fra Nævnet for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager bestemme, at pensionen udbetales fra den 1. i måneden efter, at sag herom er rejst over for finansministeren. Egenpension udbetales dog tidligst fra udløbet af det tidsrum, hvori vedkommende har ret til eftervederlag efter § 3, stk. 1.
Stk. 2.
En forhenværende minister, der ikke er omfattet af overgangsordninger om pensionsudbetalingstidspunkter, kan vælge at få pensionen udbetalt før folkepensionsalderen, dog tidligst fra pensionsudbetalingsalderen, mod et førtidspensionsfradrag efter de regler, der gælder for tjenestemænd i staten. Hvis en forhenværende minister, der er omfattet af overgangsordninger med hensyn til pensionsudbetalingstidspunkt og tillige har optjent ministerpension, der skal udbetales fra folkepensionsalderen, vælger førtidsalderspensionering, beregnes det førtidspensionsfradrag, der er nævnt i 1. pkt., af den samlede pension fra det første pensionsudbetalingstidspunkt.
Stk. 3.
Den efterlevende ægtefælle efter en fungerende eller afgået minister er berettiget til ægtefællepension, hvis ægteskabet blev indgået,
- 1) før afdøde var fyldt 65 år, og
- 2) før afdøde var fratrådt som minister og
- 3) mindst 3 måneder før dødsfaldet.
Stk. 4.
Stk. 3, nr. 3, finder ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.
Stk. 5.
Med hensyn til børnepensionstillæg og børnepension finder bestemmelserne i kapitel 4 i lov om tjenestemandspension tilsvarende anvendelse.
Stk. 6.
Bestemmelserne om efterindtægt i kapitel 6 i lov om tjenestemandspension finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår vederlag, eftervederlag og pension efter nærværende lov.