Lukkeloven
Lov om detailsalg fra butikker m.v.

Lovens område

  1. § 1
    Denne lov omfatter butikker, hvorfra der foregår detailsalg.
  2. Stk. 2.
    Ved butik forstås ethvert udsalgssted.
  3. Stk. 3.
    Loven gælder ikke for apoteker.

Kommunikation

  1. § 1 a
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra styrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler, som er udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
  3. Stk. 3.
    En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
  4. Stk. 4.
    Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i henhold til forskrifter, som er udstedt i medfør af stk. 1 eller 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
  1. § 1 b
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at styrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender.
  1. § 1 c
    Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Erhvervsstyrelsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Generelle lukketider

  1. § 2
    Der må ikke ske detailsalg fra de butikker, der er nævnt i § 1, stk. 1, på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt efter kl. 15 på nytårsaftensdag.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at stk. 1 fraviges ved særlige lejligheder. Erhvervsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
  3. Stk. 3.
    Stk. 1 finder ikke anvendelse på salg fra automater.

Særlige varer

  1. § 3
    § 2, stk. 1, gælder ikke for salg af følgende varer:
    1. 1) Brændsel.
    2. 2) Motorkøretøjer, traktorer, landbrugs- og entreprenørmaskiner, skibe og luftfartøjer samt brændstof og tilbehør hertil.
    3. 3) Lystbåde og tilbehør hertil, campingvogne, telte og andet lejrudstyr.
    4. 4) Planter, blomster, kranse og tilbehør hertil samt havebrugsvarer.
    5. 5) Husdyr.
    6. 6) Løsøre, der afhændes ved tvangsauktion eller er indleveret fra et bo og afhændes ved frivillig offentlig auktion.
    7. 7) Brugte genstande, der sælges fra en butik, hvis indehaver har bevilling til handel med brugte genstande, jf. lov om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed.
    8. 8) Brød, mejeriprodukter og aviser.
    9. 9) Fødevarer og husflidsprodukter, der sælges ved torvehandel.

Særlige butikker

  1. § 4
    § 2, stk. 1, gælder ikke for:
    1. 1) Butikker i udstillingslokaler, forlystelseshaver, dyreparker og lign.
    2. 2) Serviceanlæg beliggende på motorvejsnettet.
    3. 3) Butikker beliggende i passagerskibe, fly og tog til betjening af de rejsende.
    4. 4) Butikker beliggende i lufthavne, hvorved forstås butikker i samme bygning som lufthavnens egne faciliteter til betjening af de rejsende.
    5. 5) Butikker beliggende på lejrpladser for den tid af året, hvor lejrpladsen er åben for lejrgæster.
    6. 6) Butikker beliggende i jernbanestationer og rutebilstationer, hvorved forstås butikker i samme bygning som stationens egne faciliteter til betjening af de rejsende. Omsætningen må dog ikke overstige den i henhold til § 5, stk. 1, jf. stk. 8, fastsatte beløbsgrænse.
    7. 7) Bagerbutikker.
    8. 8) Byggemarkeder.
    9. 9) Butikker, hvis omsætning hovedsagelig stammer fra salg af udvalgsvarer, der hører til hus og have. Den enkelte butiks samlede omsætning må dog ikke overstige den fastsatte beløbsgrænse i § 5, stk. 1.
    10. 10) Markeder, udstillinger, messer, dyrskuer, homeparties og lign.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af de i stk. 1 nævnte butikker.

Mindre dagligvarebutikker

  1. § 5
    Undtaget fra § 2, stk. 1, er eksisterende butikker, hvis realiserede omsætning for seneste regnskabsperiode ikke overstiger 30,5 mio. kr. inkl. moms, samt nye butikker, hvis budgetterede omsætning for første regnskabsperiode ikke overstiger 30,5 mio. kr. inkl. moms. Omsætningen skal omregnes til helårstal og opgøres inkl. punktafgifter. Butikker, der udelukkende eller hovedsagelig sælger udvalgsvarer, er ikke omfattet af undtagelsen.
  2. Stk. 2.
    Eksisterende butikker skal for at kunne gøre brug af undtagelsen i stk. 1 inden 3 måneder efter seneste regnskabsperiodes udløb indsende en erklæring til Erhvervsstyrelsen om, at den bogførte omsætning inkl. moms og punktafgifter for seneste regnskabsperiode ikke overskrider grænsen i stk. 1. Butikker, der har en regnskabsperiode på mere end 12 måneder, skal dog tillige inden 3 måneder efter udløbet af de første 12 måneder i regnskabsperioden indsende en tilsvarende erklæring som nævnt i 1. pkt. for de første 12 måneder. Indsendes erklæringen ikke inden indsendelsesfristens udløb, kan butikken først gøre brug af undtagelsen i stk. 1 fra det tidspunkt, erklæringen er modtaget i Erhvervsstyrelsen.
  3. Stk. 3.
    Nye butikker skal for at kunne gøre brug af undtagelsen i stk. 1 indsende en erklæring til Erhvervsstyrelsen om, at den budgetterede omsætning inkl. moms og punktafgifter for første regnskabsperiode ikke overskrider grænsen i stk. 1. Butikken kan først gøre brug af undtagelsen i stk. 1 fra det tidspunkt, erklæringen er modtaget i Erhvervsstyrelsen.
  4. Stk. 4.
    Eksisterende butikker er ikke omfattet af indsendelseskravet i stk. 2, og nye butikker er ikke omfattet af indsendelseskravet i stk. 3, hvis den realiserede omsætning for seneste regnskabsperiode henholdsvis den budgetterede omsætning for første regnskabsperiode inkl. moms og opgjort efter stk. 1, 2. pkt., ikke overstiger 13,2 mio. kr. Disse butikker skal dog til enhver tid kunne dokumentere, at omsætningen ligger under denne grænse. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom.
  5. Stk. 5.
    De i stk. 2 og 3 nævnte erklæringer skal være underskrevet af en godkendt revisor. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for erklæringernes indhold samt for indsendelse og offentliggørelse heraf.
  6. Stk. 6.
    De i stk. 1 nævnte butikker skal til enhver tid kunne dokumentere, at omsætningen ikke udelukkende eller hovedsagelig består af udvalgsvarer. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom.
  7. Stk. 7.
    De i stk. 1 nævnte butikker må ikke stå i indvendig forbindelse, herunder med andre butikker.
  8. Stk. 8.
    De i stk. 1 og 4 nævnte beløbsgrænser reguleres årligt i overensstemmelse med stigningen i Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks respektive detailomsætningsindeks. Erhvervsstyrelsen bekendtgør hvert år beløbene efter den stedfundne regulering.

Dagligvarebutikker i landområder

  1. § 6
    Erhvervsstyrelsen kan tillade, at butikker, der udelukkende eller hovedsagelig sælger dagligvarer, og som er beliggende i landområder, undtages fra § 2, stk. 1. Erhvervsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Straffebestemmelser

  1. § 7
    Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde. Der skal ved udmålingen af bøde tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
  2. Stk. 2.
    I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde samt træffes bestemmelse om, at der ved udmålingen af bøde skal tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
  3. Stk. 3.
    Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

  1. § 8
    Loven træder i kraft den 1. juli 2005, jf. dog stk. 2.
  2. Stk. 2.
    § 14, nr. 1 og 3, og § 15, nr. 1, træder i kraft den 1. juli 2010.
  3. Stk. 3.
    Lov nr. 1260 af 20. december 2000 om butikstid ophæves den 1. juli 2005. Lovens §§ 18 og 19 ophæves dog den 1. juli 2010.
  1. § 9
    Gældende tilladelser givet af kommunalbestyrelsen inden den 1. juli 1995 i henhold til tidligere love om butikstid bevarer deres gyldighed tidsubegrænset.
  2. Stk. 2.
    Butikker i områder, der i henhold til tidligere love om butikstid er udlagt af kommunalbestyrelsen som områder, der i det væsentlige benyttes til sommer- og weekendophold, er undtaget fra bestemmelserne i § 2, stk. 1. Dette gælder dog kun for de butikker, som den 5. oktober 2000 var beliggende i de pågældende områder, samt butikker i de pågældende områder, hvor driften er påbegyndt efter den 5. oktober 2000, og som har en omsætning, der ikke overstiger den i henhold til § 5, stk. 1, jf. stk. 8, fastsatte beløbsgrænse.
  3. Stk. 3.
    Butikker, der er beliggende på eller ved havnearealer, og som forud for den 5. oktober 2000 har holdt åbent i overensstemmelse med undtagelsesbestemmelsen i § 3, stk. 5, i lov om butikstid m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2000, og som af kommunalbestyrelsen har fået tilladelse til efter den 1. juli 2007 at foretage detailsalg i en nærmere angivet periode, kan uanset § 2, stk. 1, fortsætte hermed i den periode, tilladelsen angiver.
  4. Stk. 4.
    (Ophævet)
  1. § 10
    Gældende tilladelser givet af Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om butikstid m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2000, og lov nr. 1260 af 20. december 2000 om butikstid bevarer deres gyldighed.
  1. § 11
    (Ophævet)
  1. §§ 12-15
    (Udelades)
  1. § 16
    Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.