Kulbrinteskatteloven § 27 C
§ 27 C
Ved opgørelsen af skattepligtig kulbrinteindkomst for de skattepligtige, der har indkomst i tilknytning til koncessioner, som overgår fra beskatning efter kapitel 3 i lovbekendtgørelse nr. 971 af 20. september 2011 til beskatning efter kapitel 3 A med virkning fra indkomståret 2014, gælder reglerne i stk. 2-7.
Stk. 2.
Skattemæssige afskrivninger foretages med udgangspunkt i den skattemæssigt nedskrevne værdi pr. 31. december 2013.
Stk. 3.
Kulbrintefradrag efter § 20 C foretages med udgangspunkt i grundlaget for kulbrintefradrag efter § 16 i lovbekendtgørelse nr. 971 af 20. september 2011, pr. 31. december 2013 for de aktiver, der anvendes i tilknytning til koncessioner, hvorfra indkomst fra indkomståret 2014 beskattes efter kapitel 3 A. For de aktiver, som indgår i grundlaget efter 1. pkt., beregnes kulbrintefradrag med 10 pct. af anskaffelsessummen for den resterende del af den 10-årsperiode, der begyndte med det indkomstår, hvori den skattepligtige påbegyndte afskrivning på aktiverne.
Stk. 4.
Er afskrivning i indkomståret 2013 ikke påbegyndt på anskaffelsessummen for et aktiv, indrømmes et kulbrintefradrag på 25 pct. for indkomståret 2013 og 10 pct. i hvert af indkomstårene 2014-2022 af den del af anskaffelsessummen, der er betalt i indkomstårene 2005-2013. Har den skattepligtige valgt fradrag efter 1. pkt., finder § 20 C ikke anvendelse.
Stk. 5.
Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse på forundersøgelses- og efterforskningsudgifter, som ikke er straksafskrevet, jf. § 7, stk. 1.
Stk. 6.
Uudnyttede underskud, jf. § 18, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 971 af 20. september 2011, ved udgangen af indkomståret 2013 vedrørende felter, hvorfra indkomst fra indkomståret 2014 beskattes efter reglerne i kapitel 3 A, kan fradrages i den skattepligtige kulbrinteindkomst med 2,5 pct. i hvert af indkomstårene 2014 og 2015 og 6 pct. i hvert af indkomstårene 2016-2026. De resterende uudnyttede underskud bortfalder. Feltunderskud, der ikke kan udnyttes i et indkomstår, kan ikke fremføres til fradrag i senere indkomstår. § 20 E finder tilsvarende anvendelse. 1. pkt. finder kun anvendelse, hvis den skattepligtige for indkomståret 2013 har foretaget maksimale skattemæssige afskrivninger på aktiver omfattet af § 7, stk. 3, og § 8.
Stk. 7.
Fusionsskattelovens § 8, stk. 6, finder ikke anvendelse på underskud omfattet af stk. 6, som kan henføres til kapitel 3 A ved udgangen af indkomståret 2013, hvis den skattepligtige er modtagende selskab i den pågældende fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver.