Kulbrinteskatteloven § 7
§ 7
Ved opgørelsen af den i § 4 nævnte skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, som er afholdt til forundersøgelse og efterforskning i tilknytning til den skattepligtiges erhverv ved indvinding af kulbrinter. Er udgifterne afholdt før den skattepligtige har iværksat indvinding på et område, der er omfattet af denne lov, kan den skattepligtige i stedet vælge at foretage fradraget over 5 indkomstår med 20 pct. om året og med første fradrag i det indkomstår, hvori den skattepligtige har iværksat sådan indvinding.
Stk. 2.
Afstår eller opgiver den skattepligtige bevilling, tilladelse eller rettighed, eller tilbagekaldes denne af klima- og energiministeren, og driver den skattepligtige herefter ikke virksomhed med henblik på indvinding af kulbrinter på et område, der er omfattet af denne lov, kan udgifterne fradrages i det indkomstår, hvor afståelse, opgivelse eller tilbagekaldelse finder sted.
Stk. 3.
Udgifter til anskaffelse af maskiner, inventar og lignende driftsmidler, skibe og bygninger, som anvendes i forbindelse med forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed, afskrives efter afskrivningslovens regler herom. Borerigge afskrives efter de regler i afskrivningslovens kapitel 2 og 4, der gælder for driftsmidler.
Stk. 4.
Anvendes de i stk. 3 nævnte aktiver delvis i forbindelse med anden virksomhed, beregnes afskrivning efter stk. 3 på grundlag af den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet ved forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed. Den forholdsmæssige anvendelse af aktivet i forbindelse med anden virksomhed danner grundlag for afskrivning af aktivet ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af § 4. Afskrivning foretages særskilt for hvert aktiv.
Stk. 5.
Indtil den skattepligtige har iværksat indvinding på et område, der er omfattet af denne lov, kan afskrivningsbeløbene efter stk. 3 overføres til fradrag ved indkomstopgørelsen efter reglerne i stk. 1, 2. punktum.