Kulbrinteskatteloven § 26
§ 26
Opgørelsen af skattepligtig kulbrinteindkomst efter kapitel 3 gælder følgende regler:
- 1) Med udgangspunkt i den skattemæssigt nedskrevne værdi pr. 31. december 1981 for aktiver, der er omfattet af § 7, stk. 3, eller § 8, stk. 1, foretages skattemæssige afskrivninger efter reglerne i § 7, stk. 3 og 4, og § 8, stk. 1 og 3.
- 2) Skibe og bygninger, der ikke er omfattet af § 8, stk. 1, afskrives efter afskrivningslovens regler herom.
- 3) Forundersøgelses- og efterforskningsudgifter, som pr. 31. december 1981 ikke er bragt til fradrag efter reglerne i ligningslovens § 8 B, fradrages med halvdelen i hvert af indkomstårene 1982 og 1983.
- 4) Underskud, der er opstået i perioden 1. januar 1962 til 31. december 1981 ved forundersøgelse og efterforskning eller indvinding af kulbrinter, og som ikke er fradraget, fradrages efter reglerne i nr. 3.
Stk. 2.
Kulbrintefradrag efter reglerne i § 16 beregnes på grundlag af den i stk. 1, nr. 1, nævnte nedskrevne værdi for så vidt angår aktiver, der er omfattet af § 8, stk. 1. Der foretages en fordeling af den i 1. punktum nævnte nedskrevne værdi på de enkelte felter. Kulbrintefradrag kan første gang beregnes for indkomståret 1982. Tillæg efter reglerne i § 17, stk. 3, kan tidligst beregnes for indkomståret 1982.
Stk. 3.
Den for indkomståret 1982 beregnede kulbrinteskat nedsættes med et beløb, der svarer til 20/365 af den beregnede kulbrinteskat.