Jordforureningsloven § 38 l
§ 38 l
Er der udarbejdet en basistilstandsrapport for virksomheden, jf. § 35 c i lov om miljøbeskyttelse, og viser vurderingen efter § 38 k, at de pågældende aktiviteter har medført væsentlig forurening af jord og grundvand sammenholdt med den tilstand, der er konstateret i basistilstandsrapporten, skal driftsherren foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at fjerne denne forurening, så virksomhedens areal føres tilbage til den tilstand, der er konstateret i basistilstandsrapporten. Er disse foranstaltninger ikke tilstrækkelige til at fjerne forurening, der er en følge af de pågældende aktiviteter, og som udgør en væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet, skal driftsherren foretage foranstaltninger over for forureningen, så det sikres, at den ikke udgør en sådan risiko.
Stk. 2.
Er der ikke udarbejdet en basistilstandsrapport for virksomheden eller husdyrbruget, og viser vurderingen efter § 38 k, at forurening, der er en følge af de pågældende aktiviteter, udgør en væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet, skal driftsherren foretage foranstaltninger over for forureningen, så det sikres, at den ikke udgør en sådan risiko.
Stk. 3.
Vurderingen af væsentlig risiko efter stk. 1 og 2 skal ske i forhold til arealets brug på ophørstidspunktet. Dog skal vurderingen ske i forhold til fremtidig brug, hvis der på ophørstidspunktet foreligger en tilladelse til en ændret fremtidig brug af arealet.
Stk. 4.
Foranstaltninger efter stk. 1 og 2 skal foretages, uanset hvordan og hvornår en forurening er sket, medmindre forureningen er sket før den 7. januar 2013.
Stk. 5.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om indhold og omfang af foranstaltningerne efter stk. 1 og 2.