Folkeskoleloven § 51
§ 51
Skolebestyrelsens afgørelser efter § 44, stk. 2-6 og 9, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2.
Beslutninger og afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen vedrørende det kommunale skolevæsen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3-6. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser kan indbringes for ministeren.
Stk. 3.
Afgørelser om henvisning eller afslag på henvisning til specialundervisning i henhold til § 21, stk. 1, samt afgørelse om at tilbagekalde en henvisning kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, jf. § 51 a. Det samme gælder for afgørelser om henvisning, afslag på henvisning eller tilbagekaldelse af henvisning til specialskoler og specialklasser, jf. § 20, stk. 2.
Stk. 4.
Afgørelser om det nærmere indhold af foranstaltningen på specialskoler eller i specialklasser kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk.1, indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, jf. § 51 a.
Stk. 5.
Bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 gælder tilsvarende for afgørelser vedrørende elever, hvis undervisning kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt, jf. § 3, stk. 2, og § 16, stk. 4. Afgørelser om supplerende undervisning og anden faglig støtte, jf. § 5, stk. 5, til elever i børnehaveklassen og i 1.-3. klasse, der har mindre end 18 undervisningstimer ugentligt, kan indbringes for klagenævnet, hvis elevens undervisning kun kan gennemføres med denne støtte i den overvejende del af undervisningstiden.
Stk. 6.
Afgørelser om søskendetilskud og fripladstilskud i henhold til § 50, stk. 2, og afgørelser om afvisning af ansøgninger efter § 50 a, stk. 1, 2. pkt., kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 7.
Beslutninger og afgørelser, som træffes af regionsrådet vedrørende regionens undervisningstilbud, kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 8.
Stk. 8.
Afgørelser i henhold til § 21, stk. 3, kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, jf. § 51 a.
Stk. 9.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om henvisning eller afslag på henvisning til specialundervisning i behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på et børne- og ungehjem, jf. § 22, stk. 5, samt afgørelser om at tilbagekalde en henvisning kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, jf. § 51 a. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om det nærmere indhold af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem.