Folkeskoleloven § 21
§ 21
Kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2, foretager henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, jf. § 20, stk. 3, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning. Bestemmelsen i § 12, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Er barnet optaget i en skole i en anden kommune end bopælskommunen i medfør af § 36, stk. 3, skal der foreligge tilslutning fra bopælskommunen, før der kan ske henvisning i henhold til stk. 1.
Stk. 3.
Regionsrådet træffer afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen, jf. stk. 1. Regionsrådets afgørelse træffes efter forhandling med kommunen på grundlag af en indstilling fra kommunen, jf. § 12, stk. 2.
Stk. 4.
Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren m.v. i forbindelse med kommunalbestyrelsens henvisning af elever til regionsrådets foranstaltning.