Erhvervsuddannelsesloven § 9

  1. § 9
    Børne- og undervisningsministeren træffer efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser beslutning om begrænsning af adgangen til skoleundervisning (dimensionering) inden for de enkelte uddannelser. Beslutning om dimensionering af en uddannelse sker under hensyn til de forventede fremtidige behov inden for forskellige fagområder baseret på følgende parametre:
    1. 1) Andelen af uddannelsesaktive elever og lærlinge, som har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed inden for 3 måneder efter gennemført grundforløb.
    2. 2) Ledighedsgraden for færdiguddannede.
    3. 3) Forholdet mellem efterspørgslen efter og udbuddet af faglært arbejdskraft.
  2. Stk. 2.
    Børne- og undervisningsministeren kan for institutioner, som vedvarende ikke opfylder de måltal, der fremgår af § 42 a, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 42 a, stk. 5, efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser træffe beslutning om institutionsspecifik dimensionering af ikkedimensionerede uddannelser eller i ganske særlige tilfælde om ophør af udbud, jf. § 18, stk. 4.
  3. Stk. 3.
    Beslutning om dimensionering, herunder om institutionsspecifik dimensionering af ikkedimensionerede uddannelser, træffes for 1 år ad gangen. Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte nærmere regler om dimensionering, herunder om de kriterier, der er omfattet af stk. 1, om fravigelse herfra, om fremgangsmåden i forbindelse med forberedelse af og beslutning om dimensionering, herunder om institutionsspecifik dimensionering af ikkedimensionerede uddannelser, jf. stk. 2, og om fastlæggelse af kvotestørrelse og -fordeling på institutionerne.