Aktieavancebeskatningsloven § 21
§ 21
Gevinst og tab ved afståelse af omsættelige beviser for indskud i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, der er aktiebaserede, jf. stk. 2-5, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter de regler, der er angivet i kapitel 1 og 2, §§ 12-14, og 17 og kapitel 6-9.
Stk. 2.
Et investeringsinstitut med minimumsbeskatning er aktiebaseret, hvis 50 pct. eller mere af instituttets aktivmasse i løbet af instituttets indkomstår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer m.v. omfattet af denne lov, bortset fra aktier m.v. omfattet af § 19 C og investeringsbeviser omfattet af § 22. Værdien af investeringsbeviser i et andet aktiebaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning, hvori investeringsinstituttet ejer mindst 25 pct. af kapitalen, og værdien af aktier og investeringsbeviser i et aktiebaseret investeringsselskab, jf. § 19 B, hvori investeringsinstituttet ejer mindst 25 pct. af kapitalen, medregnes ikke. I stedet medregnes den del af dette investeringsinstituts eller investeringsselskabs aktiver, som svarer til ejerforholdet.
Stk. 3.
Ved opgørelse af, om anbringelserne overholder betingelsen i stk. 2, medregnes aktiver som nævnt i kursgevinstlovens §§ 29-33 med værdien af det underliggende aktiv.
Stk. 4.
Hvis investeringsinstituttets anbringelser ikke overholder betingelsen i stk. 2, anses instituttet for at have skiftet skattemæssig status til et obligationsbaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. § 33 og selskabsskattelovens § 5 F, og reglerne i § 22 finder anvendelse.
Stk. 5.
Investeringsinstituttet skal indsende oplysninger til told- og skatteforvaltningen til vurdering af, om anbringelsesgrænsen i stk. 2 er overholdt. Oplysningerne skal indsendes senest samtidig med oplysninger til bedømmelse af, om investeringsinstituttet overholder betingelserne for at være et investeringsinstitut med minimumsbeskatning. Hvis anbringelsesgrænsen ikke er overholdt, skal investeringsinstituttet offentliggøre dette.