A-skattelåneloven § 4
§ 4
Anmodning om lån i henhold til § 1 skal være modtaget af told- og skatteforvaltningen senest den 31. marts 2021.
Stk. 2.
Er anmodningen om lån modtaget rettidigt, sker udbetaling af beløb omfattet af § 1 til virksomhedens Nemkonto så vidt muligt senest 5 bankdage efter modtagelsen af anmodningen. Der ydes ikke rentegodtgørelse ved udbetaling efter 5 bankdage, jf. 1. pkt.
Stk. 3.
Kan told- og skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke foretage kontrol af en anmodning om udbetaling af beløb omfattet af § 1, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol. Skønner told- og skatteforvaltningen, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for tab, kan udbetalingsfristen ligeledes afbrydes, indtil virksomhedens forhold er undersøgt.
Stk. 4.
Alene beløb, der er tilovers efter modregning med debetsaldoen på skattekontoen og med beløb, der efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 4. pkt., er overgivet til inddrivelse, udbetales som lån efter § 1. Opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Overdragelser af krav omfattet af § 1 kan ikke overstige det beløb, der udbetales efter modregning, jf. stk. 4.
Stk. 6.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om undtagelser fra anmodningsfristen, anmodningens indhold og administration af anmodninger efter stk. 1.