Vægtafgiftsloven § 21
§ 21
Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i virksomheder, der er registreret som ejer (bruger) af køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, og til at efterse de pågældende køretøjer, virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale m.v. I det omfang oplysninger som nævnt i 1. pkt. er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.
Stk. 2.
Virksomhedernes indehavere og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.
Stk. 3.
Told- og skatteforvaltningen er efter tilsvarende regler som nævnt i stk. 1 berettiget til at foretage eftersyn på offentlige steder af køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, som er registreret med angivelse af blandet privat og erhvervsmæssig eller erhvervsmæssig anvendelse. De registrerede ejere (brugere) samt andre personer, der anvender de pågældende køretøjer, skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de nævnte eftersyn.
Stk. 4.
Hvis et køretøj omfattet af § 4, stk. 1, II, A, er angivet til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, fordi det anvendes som led i et ansættelsesforhold, jf. § 2, stk. 3, nr. 2, skal den registrerede ejer (bruger) efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen alle nødvendige oplysninger til vurdering af, om betingelserne for blandet anvendelse er opfyldt. Told- og skatteforvaltningen kan kræve køretøjet fremstillet til eftersyn, hvis det skønnes nødvendigt. Told- og skatteforvaltningen kan desuden undersøge hos nuværende og tidligere arbejdsgivere, om køretøjet opfylder betingelserne for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse. I så fald finder stk. 1, jf. stk. 5, og stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 1 og 3. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 6.
Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved told- og skatteforvaltningens administration af § 3 a i brændstofforbrugsafgiftsloven.