Universitetsloven § 19 a

  1. § 19 a
    Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb samt gensidige udvekslingsaftaler i udlandet ydes til den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, så der kun udbetales tilskud for indgående studerendes aktivitet svarende til værdien af den aktivitet, de udgående studerende får merit for.
  2. Stk. 2.
    Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb i udlandet alene eller med et eller flere samarbejdsuniversiteter efter § 3 a, stk. 1, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark. I de tilfælde, hvor der er krav om gensidig udveksling, udløser de studerende optaget på det udenlandske universitet tilskud for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, hvis de er udvekslet med studerende optaget på det danske universitet efter aftale mellem et dansk universitet og et universitet i udlandet.
  3. Stk. 3.
    Optjent merit for studerende, der, mens de er optaget på det danske universitet, tager på selvarrangerede ophold på et universitet i udlandet og ikke er omfattet af en gensidig udvekslingsaftale, jf. stk. 1, kan indgå i beregningen af tilskud. Ved beregningen af tilskud, jf. stk. 1, indgår ikke merit for studerende, der finansieres via udlandsstipendieordningen, jf. SU-lovens afsnit I a.
  4. Stk. 4.
    Tilskud til universitetets udbud af godkendte uddannelser i udlandet efter § 3 a, stk. 2, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark.
  5. Stk. 5.
    Universitetet kan anvende egne midler til at afholde udgifter vedrørende studerende, der ikke udløser tilskud efter stk. 1, i de tilfælde, hvor studerende optaget på et universitet i udlandet er omfattet af en aftale og tager dele af deres uddannelse på et dansk universitet i Danmark.