Universitetsloven § 10
§ 10
Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet og har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af universitetet. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for, at universitetet driver forskning og giver forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder m.v., jf. § 2. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for, at universitetets forskning og uddannelser udvikles løbende. Bestyrelsen skal forvalte universitetets midler effektivt og til størst mulig gavn for samfundet.
Stk. 2.
Der skal i størst muligt omfang være åbenhed om bestyrelsens arbejde.
Stk. 3.
Bestyrelsesformanden har det overordnede ansvar for tilrettelæggelsen af bestyrelsens arbejde. Bestyrelsesformanden er på universitetets vegne ansvarlig for den strategiske dialog med uddannelses- og forskningsministeren.
Stk. 4.
Bestyrelsesformanden disponerer over fast ejendom sammen med et medlem af bestyrelsen.
Stk. 5.
Bestyrelsen godkender efter indstilling fra rektor universitetets budget, herunder fordeling af de samlede ressourcer og principperne for ressourcernes anvendelse, og underskriver regnskabet.
Stk. 6.
Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.
Stk. 7.
Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor og ansætter og afskediger efter indstilling fra rektor universitetets øvrige øverste ledelse.
Stk. 8.
Bestyrelsen indgår en strategisk rammekontrakt med ministeren. Den strategiske rammekontrakt skal indeholde strategiske mål for universitetets opgaver, jf. § 2.
Stk. 9.
Bestyrelsen indgår aftale om varetagelse af opgaver efter § 2, stk. 4, og nye aftaler om opgavevaretagelse efter § 7 med vedkommende minister.
Stk. 10.
Bestyrelsen har ikke kompetence i enkeltsager vedrørende universitetets øvrige ansatte, jf. stk. 7, eller vedrørende studerende.
Stk. 11.
Ministeren afholder møde med bestyrelsesformændene for universiteterne mindst to gange årligt.