Tonnageskatteloven § 10
§ 10
Indkomst omfattes af tonnageskatteordningen, når den kan henføres til transportydelser leveret ved anvendelse af skibe som nævnt i § 6, eller ydelser i nær tilknytning hertil, jf. stk. 2. Indkomst som nævnt i § 8 a og indkomst, som kan henføres til ydelser i nær tilknytning hertil, jf. stk. 2, omfattes også af tonnageskatteordningen.
Stk. 2.
Ud over levering af transportydelser som nævnt i stk. 1 henføres indkomst vedrørende følgende former for virksomhed til beskatning under tonnageskatteordningen, når sådan virksomhed foregår i nær tilknytning til levering af transportydelser omfattet af tonnageskatteordningen, jf. dog stk. 3:
- 1) Anvendelse af containere.
- 2) Drift af lastnings-, losnings- og vedligeholdelsesfaciliteter.
- 3) Drift af billetkontorer og passagerterminaler.
- 4) Drift af kontorfaciliteter m.v.
- 5) Salg af varer til forbrug om bord.
- 6) En beregnet markedsleje ved rederiets egen anvendelse af lokaler om bord.
- 7) Lejeindtægt ved udleje af lokaler om bord.
- 8) (Udeladt)
- 9) Afhændelse af skibe, der helt eller delvis omfattes af tonnageskatteordningen, jf. dog § 16, stk. 3, eller som helt eller delvis kan omfattes af tonnageskatteordningen, men endnu ikke er færdiggjort i et sådant omfang, at de kan indgå i rederiets drift, samt afhændelse eller opgivelse af retten i henhold til en kontrakt om levering af et skib, som helt eller delvis vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen, jf. dog § 16, stk. 5, 3. pkt.
Stk. 3.
Hvis omsætning ved tilknyttet virksomhed som nævnt i stk. 2 udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning, beskattes indkomst fra den overskydende del efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indkomst beregnes som den andel af den samlede positive bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem den overskydende del af omsætningen ved tilknyttet virksomhed og den samlede omsætning. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. sidestilles avance ved afhændelse af skibe m.v. som omhandlet i stk. 2, nr. 9, med omsætning ved tilknyttet virksomhed.
Stk. 4.
Selskabets øvrige indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler og udgør sammen med indkomsten efter stk. 1-3 selskabets samlede skattepligtige indkomst.