Tonnageskatteloven § 16
§ 16
Ved overgang fra beskatning efter de almindelige regler til tonnagebeskatning foretages en forholdsmæssig fordeling af de eksisterende saldi efter afskrivningsloven efter den regnskabsmæssige værdi af de aktiver, der helt eller delvis omfattes af tonnageskatteordningen, og den regnskabsmæssige værdi af øvrige aktiver. Den del, der vedrører aktiver helt eller delvis omfattet af tonnagebeskatningen, indgår på særlige overgangssaldi. Endvidere indgår beløb, som er beskattet efter § 5, stk. 2. Senere udgifter til forbedringer på de pågældende aktiver tilgår disse saldi.
Stk. 2.
Anskaffelsessummen for henholdsvis skibe og driftsmidler, som erhverves efter overgang til tonnagebeskatning, og som helt eller delvis anvendes under tonnageskatteordningen, indgår på særlige udligningssaldi. Senere udgifter til forbedringer på de pågældende aktiver tilgår disse saldi. Rederier, som fra etableringstidspunktet anvender tonnageskatteordningen, skal ikke føre udligningssaldi, medmindre rederiet er omfattet af § 5 eller § 17, stk. 1, finder anvendelse.
Stk. 3.
Hvis et skib eller et driftsmiddel afhændes, fragår salgssummen den saldo, som det pågældende aktiv er omfattet af. For skibes vedkommende finder 1. pkt. ikke anvendelse på beløb, der overstiger skibets faktiske anskaffelsessum tillagt udgifter til forbedringer. Overgangssaldi og udligningssaldi nedskrives årligt med det maksimale beløb efter afskrivningslovens regler. Modsvares negative overgangssaldi af positive udligningssaldi, nedskrives udligningssaldi på grundlag af nettobeløbet. Nedskrivningerne kan ikke føres til fradrag.
Stk. 4.
Bliver rederiets overgangssaldi negative, finder afskrivningslovens § 8 anvendelse, medmindre de negative saldi helt eller delvis modsvares af tilsvarende positive udligningssaldi. Modsvares kun en del af negative overgangssaldi af positive udligningssaldi, finder afskrivningslovens § 8 anvendelse på forskelsbeløbet.
Stk. 5.
Ved anvendelsen af stk. 2 og 4 sidestilles indgåelse af bindende kontrakt om levering af nybygget tonnage inden for højst tre år med erhvervelse af skib. Det er en betingelse, at kontrakt indgås senest ved udgangen af det følgende indkomstår, og at den pågældende tonnage anvendes i tonnageskatteordningen. Ved anvendelsen af stk. 3 sidestilles afhændelse eller opgivelse af retten i henhold til en kontrakt om levering af nybygget tonnage, jf. 1. og 2. pkt., med afhændelse af skib.