Tobaksafgiftsloven § 34

  1. § 34
    Der foreligger uregelmæssighed ved transport af varer under afgiftssuspensionsordningen, hvis hele eller dele af det pågældende vareparti ikke er behørigt leveret hos en modtager inden for EU, jf. § 19, stk. 4, nr. 1, eller udført fra EU, jf. § 19, stk. 4, nr. 2.
  2. Stk. 2.
    Ved uregelmæssighed efter stk. 1 er stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug her i landet, hvis uregelmæssigheden er opstået her i landet. Stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug er her i landet, hvis uregelmæssigheden er konstateret her i landet, når det ikke er muligt at fastslå stedet for uregelmæssigheden. Stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug er her i landet, hvis det er her fra landet, at varerne afsendes under afgiftssuspensionsordningen, men de pågældende varer ikke når frem til deres bestemmelsessted.
  3. Stk. 3.
    Told- og skatteforvaltningen kan frafalde krav på betaling af afgift af varer her i landet efter stk. 2, 3. pkt., hvis den eller de virksomheder eller personer, der er betalingspligtige for afgift af varerne, inden for en frist på 4 måneder fra begyndelsen af varetransporten som nævnt i § 19, stk. 3, kan dokumentere over for told- og skatteforvaltningen, at varetransporten er afsluttet, jf. § 19, stk. 4, eller kan dokumentere, i hvilket andet EU-land uregelmæssigheden er opstået.
  4. Stk. 4.
    Uanset fristen efter stk. 3 kan told- og skatteforvaltningen frafalde krav på betaling af afgift af varer her i landet efter stk. 2, 3. pkt., hvis en virksomhed eller person, der har stillet sikkerhed for betaling af afgifter af varerne efter § 9, stk. 5, eller § 10, stk. 3, først på baggrund af en meddelelse fra told- og skatteforvaltningen får kendskab til, at varerne ikke er nået frem til deres bestemmelsessted, og virksomheden eller personen inden for en frist på 1 måned fra told- og skatteforvaltningens meddelelse dokumenterer over for told- og skatteforvaltningen, at varetransporten er afsluttet, jf. § 19, stk. 4, eller dokumenterer, i hvilket andet EU-land uregelmæssigheden er opstået.
  5. Stk. 5.
    Hvis det inden udløbet af en periode på 3 år fra den dato, hvor varetransporten begyndte efter § 19, stk. 3, dokumenteres, at uregelmæssigheden faktisk har været opstået i et andet EU-land, godtgør eller eftergiver told- og skatteforvaltningen afgift af varer, der er blevet betalt her i landet efter stk. 2, 2. eller 3. pkt., når det over for told- og skatteforvaltningen er dokumenteret, at afgift af varerne er blevet betalt i det pågældende andet EU-land.