Tobaksafgiftsloven § 10

  1. § 10
    En midlertidigt registreret varemodtager er en virksomhed, institution eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til kun lejlighedsvis at modtage varer fra andre EU-lande eller tredjelande. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som midlertidigt registreret varemodtager her i landet skal virksomheden eller personen inden vareafsendelsen fra et andet EU-land eller tredjeland
    1. 1) registreres som midlertidigt registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen,
    2. 2) anmelde varetransporten til told- og skatteforvaltningen og
    3. 3) indbetale afgiften af varer, der er afgiftspligtige her i landet.
  2. Stk. 2.
    En registreret varemodtager er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til at modtage varer fra andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som registreret varemodtager her i landet uden krav om forhåndsanmeldelse af varetransporter skal virksomheden eller personen forinden hos told- og skatteforvaltningen registreres som registreret varemodtager. Registrering som varemodtager her i landet kan dog kun ske med hensyn til modtagelse af varer nævnt i § 7.
  3. Stk. 3.
    En registreret vareafsender er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til at afsende varer til andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen. Afsendelse af varer efter 1. pkt. må kun angå varer, der er importeret, jf. § 12, og må kun ske efter varernes overgang til fri omsætning i EU's toldområde. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som registreret vareafsender her i landet skal virksomheden eller personen forinden hos told- og skatteforvaltningen registreres som registreret vareafsender og stille sikkerhed for betaling af afgifter af afgiftspligtige varer i de andre EU-lande.
  4. Stk. 4.
    Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for administration, registrering og sikkerhedsstillelse efter stk. 1-3.