Tobaksafgiftsloven §§ 18-23

  1. § 18
    Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over tilgangen af varer, som anvendes til varefremstilling, og over udlevering, forbrug og svind i virksomheden af de fremstillede varer. Virksomhederne skal endvidere føre regnskab over tilgang, forbrug og udlevering af afgiftspligtige varer, som ikke er fremstillet af virksomheden.
  2. Stk. 2.
    Registrerede varemodtagere, autoriserede modtagere, virksomheder og repræsentanter, der er autoriseret eller registreret efter § 10 a, stk. 8 eller 9, skal føre regnskab over vareleveringer. De i 1. pkt. nævnte virksomheder og repræsentanter skal endvidere føre en fortegnelse over, hvor varerne er leveret.
  3. Stk. 3.
    Registrerede virksomheder samt virksomheder, der importerer eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, skal ved salg af disse varer til virksomheder udstede en faktura. Fakturaen skal være forsynet med fortløbende nummer og fakturadato og indeholde oplysninger om sælgers navn, CVR- eller SE-nummer og adresse, købers navn og adresse samt leverancens art, mængde og pris. For varer omfattet af kapitel 2 skal fakturaen endvidere indeholde oplysninger om detailpriser efter § 28 og afgiftens størrelse.
  4. Stk. 4.
    Autoriserede oplagshavere og varemodtagere, der er omfattet af denne lov, skal for hvert kvartal i statistisk øjemed afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen om indkøb og eventuelt videresalg af afgiftspligtige varer.
  5. Stk. 5.
    Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, fakturakopier, følgesedler og opgørelser, skal opbevares i 5 år fra regnskabsårets afslutning. Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag kun opbevares i 1 år fra tidspunktet for underskrivelsen af årsregnskabet.
  6. Stk. 6.
    Told- og skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler for
    1. 1) regnskabsførelse og
    2. 2) fakturaudstedelse.
  7. Stk. 7.
    Ved enhver leverance af afgiftspligtige varer til en virksomhed skal leverandøren udstede en følgeseddel. Betales leverancen kontant, skal leverandøren i stedet udstede en kvittering. Køberen skal opbevare følgesedler eller kvitteringer på det forretningssted, hvor salget af de varer, som følgesedlen eller kvitteringen vedrører, finder sted. Fordeles varerne til forskellige forretningssteder i køberens virksomhed, skal virksomheden udarbejde interne følgesedler eller lignende for hvert enkelt vareparti, som henviser til den oprindelige følgeseddel eller kvittering. Følgesedler eller kvitteringer skal indeholde de samme oplysninger som fakturaer, jf. stk. 3, idet dog prisangivelser kan undlades på følgesedler. En kopi af en faktura, der opfylder betingelserne i stk. 3, kan erstatte en følgeseddel, såfremt fakturaen udleveres til virksomheden senest samtidig med leverancen. Følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier skal opbevares i køberens forretningslokale eller på forretningsstedet i mindst 3 måneder fra udstedelsesdagen. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier opbevares på et nærmere angivet sted, herunder at der ikke skal udarbejdes interne følgesedler i forbindelse med fordelingen af varer mellem flere forretningssteder.
  8. Stk. 8.
    Virksomheder, der handler med afgiftspligtige varer, skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer er betalt, og hvorfra varen er leveret. Af regnskaberne skal det fremgå, hvilke varer der er blevet leveret (art, mængde og pris), hvilken dag leverancen er sket, hvem der har leveret varerne, om varerne er betalt, og på hvilken måde betalingen er foregået. Regnskabet føres i overensstemmelse med reglerne i bogføringsloven, ligesom momslovens § 55 finder tilsvarende anvendelse på afgiften efter denne lov.
  9. Stk. 9.
    Virksomhedens øvrige regnskabsmateriale skal opbevares i virksomheden, medmindre det kan gøres tilgængeligt for told- og skatteforvaltningen inden 5 hverdage. Følgesedler, kvitteringer, kvitterede fakturaer eller fakturakopier for tilstedeværende afgiftspligtige varer på et forretningssted skal opbevares på dette, jf. dog stk. 7.
  10. Stk. 10.
    I det omfang der gøres brug af regnskabs- og fakturamateriale i elektronisk form, finder faktura- og regnskabsreglerne tilsvarende anvendelse herpå.
  11. Stk. 11.
    Told- og Skatteforvaltningen kan give den afgiftspligtige et påbud om at efterleve de i stk. 1-5 og 7-10 fastsatte bestemmelser. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge ejeren af virksomheden eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder efter § 21 b, indtil påbuddet efterleves.
  12. Stk. 12.
    Påbuddet skal indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for den angivne frist, kan modtageren heraf pålægges daglige bøder, indtil påbuddet efterleves.
  1. § 19
    Der kan inden for EU’s område ske transport af varer under afgiftssuspensionsordningen, herunder gennem steder uden for EU eller gennem visse områder, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde. 1. pkt. omfatter transport fra et afgiftsoplag eller fra et importsted, hvorfra varerne er overgået til fri omsætning i EU’s toldområde, til
    1. 1) et andet afgiftsoplag,
    2. 2) en midlertidigt registreret varemodtager eller en registreret varemodtager,
    3. 3) et sted, hvor de afgiftspligtige varer forlader EU’s område,
    4. 4) en modtager, der her i landet er fritaget for afgift af varer efter § 29, stk. 1, nr. 5-7, når varerne transporteres fra et andet EU-land, eller til en modtager, der i et andet EU-land er fritaget for afgift af varer på et tilsvarende grundlag, når varerne transporteres her fra landet,
    5. 5) det udgangstoldsted, jf. artikel 329, stk. 5, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen, som samtidig er afgangstoldsted for proceduren for ekstern forsendelse, jf. artikel 189, stk. 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen, eller
    6. 6) et direkte leveringssted i et EU-land, som en autoriseret oplagshaver eller en registreret varemodtager i det pågældende land har godkendt og udpeget over for landets myndigheder.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1 finder også anvendelse på transport af
    1. 1) varer, der er afgiftsfritaget eller ikke er afgiftsafregnet her i landet, idet varerne er under afgiftssuspensionsordningen, og som ikke er overgået til forbrug her i landet eller i et andet EU-land, eller
    2. 2) varer, der er omfattet af nulsats i et andet EU-land, og som ikke er overgået til forbrug her i landet eller i et andet EU-land.
  3. Stk. 3.
    Told- og skatteforvaltningen kan, når importen efter stk. 1 og 2 finder sted uden for et afgiftsoplag, anmode klarereren eller enhver anden person, som direkte eller indirekte har været involveret i opfyldelsen af toldformaliteter i overensstemmelse med artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen, om at dokumentere, at de importerede varer er bestemt til at blive forsendt her fra landet til et andet EU-land.
  4. Stk. 4.
    Transport af varer, jf. stk. 1, begynder,
    1. 1) når varerne forlader det afgiftsoplag, hvorfra de skal afsendes, eller
    2. 2) når varerne overgår til fri omsætning fra et importsted i EU’s toldområde.
  5. Stk. 5.
    Transport af varer, jf. stk. 1, ophører,
    1. 1) når modtageren har fået leveret varerne efter stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 6,
    2. 2) når varerne har forladt EU’s område efter stk. 1, nr. 3, eller
    3. 3) når varerne i tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 5, henføres under proceduren for ekstern forsendelse.
  6. Stk. 6.
    Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for de administrative procedurer, som virksomheder og personer skal anvende ved transport af varer under afgiftssuspensionsordningen inden for EU, og kravene til dokumentation efter stk. 3.
  1. § 20
    Afgiftsoplag er ethvert sted, hvor en autoriseret oplagshaver som led i udøvelsen af sit erhverv fremstiller, forarbejder, oplægger, modtager eller afsender varer under afgiftssuspensionsordningen.
  2. Stk. 2.
    Det er en betingelse for at opnå autorisation som oplagshaver her i landet, at virksomheden eller personen har et lokale, som kan benyttes til at fremstille, forarbejde, oplægge, modtage, afsende eller udlevere afgiftspligtige ubeskattede varer, og som told- og skatteforvaltningen har godkendt inden autoriseringen. Denne betingelse gælder dog ikke for virksomheder, der autoriseres som oplagshaver efter § 10 a, stk. 9, nr. 1. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for administrationen efter 1. pkt.
  3. Stk. 3.
    Told- og skatteforvaltningen kan tilbagekalde en virksomheds autorisation og en godkendelse af lokaler, hvis lokalerne anvendes eller indrettes på en sådan måde, at told- og skatteforvaltningens kontrol efter § 21 ikke kan udføres på rimelig måde.
  1. § 20 a
    Varer, der er overgået til forbrug her i landet efter § 8, kan afsendes af en virksomhed eller person, som er registreret som autoriseret afsender her i landet efter § 10 a, stk. 6 og 7, til et andet EU-land med henblik på levering til erhvervsmæssige formål, når leveringen sker til en modtager, der er registreret som autoriseret modtager i et andet EU-land.
  2. Stk. 2.
    Varer, der er overgået til forbrug i et andet EU-land, kan leveres til en virksomhed eller person, som er registreret som autoriseret modtager her i landet efter § 10 a, stk. 4 og 5, med henblik på erhvervsmæssige formål, når varerne afsendes af en afsender, der er registreret som autoriseret afsender i et andet EU-land.
  3. Stk. 3.
    Transport af varer, jf. stk. 1 og 2, begynder,
    1. 1) når varerne forlader den autoriserede afsenders eller den midlertidigt autoriserede afsenders lokaler, eller
    2. 2) når varerne forlader det sted, som den autoriserede afsender eller den midlertidigt autoriserede afsender har meddelt til told- og skatteforvaltningen, inden transporten af varerne begyndte.
  4. Stk. 4.
    Transport af varer, jf. stk. 1 og 2, ophører,
    1. 1) når den autoriserede modtager eller den midlertidigt autoriserede modtager tager imod leveringen af varerne i sine lokaler, eller
    2. 2) når den autoriserede modtager eller den midlertidigt autoriserede modtager tager imod leveringen af varerne det sted, som den autoriserede modtager har meddelt til told- og skatteforvaltningen, inden transporten af varerne begyndte.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for de administrative procedurer, som virksomheder og personer skal anvende ved transport af varer efter stk. 1 og 2.
  1. § 21
    Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.
  2. Stk. 2.
    Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.
  3. Stk. 3.
    Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.
  4. Stk. 4.
    Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtige varer.
  5. Stk. 5.
    Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end autoriserede virksomheder.
  6. Stk. 6.
    Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.
  7. Stk. 7.
    I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 6 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.
  1. § 21 a
    Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte regler om, at afgiftspligtige varer, hvoraf der i strid med reglerne i denne lov ikke er svaret afgift, skal mærkes på en særlig måde, hvis varerne efterfølgende lovliggøres.
  1. § 21 b
    Told- og skatteforvaltningen kan pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af påbud, som kan gives efter § 18, stk. 11 og 12. De daglige bøder skal udgøre mindst 1.000 kr. pr. dag.
  1. § 22
    Offentlige myndigheder skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug ved registrering af og kontrol med virksomheder, der omfattes af loven.
  2. Stk. 2.
    Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter § 21. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.
  1. § 23
    Skatteministeren kan i øvrigt fastsætte bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.