Straffuldbyrdelsesloven § 1 a
§ 1 a
Regeringen kan indgå traktat af 26. april 2022 mellem Kongeriget Danmark og Republikken Kosovo om anvendelse af fængslet i Gjilan til fuldbyrdelse af straffe idømt i Danmark, jf. bilag 1, med tilhørende samarbejdsaftale.
Stk. 2.
Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre den traktat og tilhørende samarbejdsaftale, som er nævnt i stk. 1, fastsætte regler om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal ske i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af denne traktat.
Stk. 3.
Denne lov og regler fastsat i medfør heraf finder anvendelse ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at §§ 67-72 i denne lov finder anvendelse ved transport af de indsatte på Republikken Kosovos territorium til og fra de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1. Ministeren kan, jf. 1. og 2. pkt., fastsætte regler om fravigelse af regler i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 5.
Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke regler på sundhedsområdet der skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af indsatte, som foretages i de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1. Ministeren kan i denne forbindelse fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af regler, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 6.
Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsyningen i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af stk. 1.
Stk. 7.
Databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger finder anvendelse for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 8.
Justitsministeren kan fastsætte regler for behand-ling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 9.
Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter den danske forvaltningsmyndighed, som udøves i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 10.
Folketingets Ombudsmands virksomhed efter stk. 9 udøves i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand kan i den forbindelse påse, at danske myndigheder overholder forpligtelsen til at sikre, at de indsatte, som overdrages til Republikken Kosovos myndigheder, behandles i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Stk. 11.
Udsendte medarbejdere, der bistår med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, kan oppebære udetillæg m.v. efter regler, der fastsættes af vedkommende ressortminister. Det samme gælder for udsendte medarbejdere, der behandler sager i Kosovo efter udlændingelovgivningen.
Stk. 12.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvilke regler for politiets virksomhed der skal finde anvendelse ved transport af indsatte til og fra Kosovo.