Spiritusafgiftsloven § 2
§ 2
Afgiften udgør 150 kr. pr. liter 100 pct. ætanolstyrke, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
For hvert kalenderår ydes der en afgiftslettelse pr. hektoliter spiritus (100 pct. ætanolstyrke) som defineret i § 1, stk. 1, der er fremstillet af det enkelte destilleri.
Stk. 3.
Afgiftslettelsen afhænger af destilleriets fremstilling af spiritus i det foregående kalenderår, jf. dog stk. 4. For destillerier, der højst har fremstillet 10 hl spiritus i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 7.500 kr. pr. hektoliter i det aktuelle kalenderår. Der kan ikke opnås moderation for mere end 10 hl i det aktuelle kalenderår. For destillerier, der har fremstillet over 10 hl spiritus i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 0 kr. pr. hektoliter i det aktuelle kalenderår.
Stk. 4.
Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse på destillerier, der er nystartede i det aktuelle kalenderår og derfor ikke har fremstillet spiritus i det foregående kalenderår.
Stk. 5.
Det er en forudsætning for afgiftslempelsen efter stk. 2-4, at destilleriet er juridisk og økonomisk uafhængigt af andre destillerier og ikke drives på licens.
Stk. 6.
De lettelser i afgiften, der er fastsat i stk. 2-4, finder også anvendelse for spiritus, der leveres fra små, uafhængige destillerier i andre medlemsstater.