Socialtilsynsloven § 15
§ 15
Socialtilsynet kan efter § 5, stk. 1, kun godkende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, der er oprettet som fonde, og som er undtaget fra lov om fonde og visse foreninger og lov om erhvervsdrivende fonde, hvis tilbuddet er lovligt etableret som fond. Socialtilsynet skal angive i godkendelsen, jf. § 5, stk. 1, at tilbuddet er lovligt etableret som fond.
Stk. 2.
Socialtilsynet godkender vedtægterne for tilbud oprettet som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1.
Stk. 3.
Vedtægterne kan godkendes, hvis der er en klar adskillelse mellem stifterens økonomi og fondens økonomi, og hvis socialtilsynet vurderer, at vedtægternes regler om anvendelse af fondens formue ved ophør er i overensstemmelse med fondens formål.
Stk. 4.
Væsentlige ændringer af vedtægtsbestemmelser, herunder om formål, uddelinger el.lign., samt fondens sammenlægning eller opløsning skal godkendes af Civilstyrelsen efter socialtilsynets forudgående godkendelse. Ændring af formålsbestemmelser om drift af tilbud, jf. 1. pkt., kan godkendes, hvis
- 1) ændringen af formålet har nær sammenhæng med fondens oprindelige formål,
- 2) ændringen må anses for hensigtsmæssig for fonden,
- 3) der ikke sker en indskrænkning i aktuelle rettigheder eller berettigede forventninger om ydelser fra fonden og
- 4) ændringen sker af hensyn til
- a) aktuelle brugere af fondens tilbud eller
- b) potentielle fremtidige brugere af fondens tilbud, når fondens bestyrelse kan sandsynliggøre et behov for ændring inden for de næste 2 år og dette medfører et konkret behov for ændringen.
Stk. 5.
Bestyrelsen for tilbud etableret som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1, må kun med socialtilsynets samtykke foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes, eller at fonden ikke fortsat vil kunne eksistere.
Stk. 6.
Socialtilsynets tilsyn med tilbud, der er oprettet som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1, omfatter ud over socialtilsynets opgaver efter §§ 7-10, 11 a og 11 b, § 12 a, stk. 2 og 3, og §§ 16-18 og sundhedslovens § 141, stk. 6, 2. pkt., tilsyn med,
- 1) om fondens økonomiske dispositioner er i overensstemmelse med vedtægterne og med grundlaget for godkendelsen, og
- 2) om fonden efterlever lovgivningens krav om regnskabsaflæggelse og revision.
Stk. 7.
Socialtilsynet underretter Civilstyrelsen, jf. stk. 4, om ophør af et tilbud etableret som fond.
Stk. 8.
Tilbud oprettet som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1, skal efter anmodning fra socialtilsynet eller af egen drift give socialtilsynet de oplysninger, der er nødvendige for, at socialtilsynet kan varetage sine opgaver efter stk. 1-7.
Stk. 9.
Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om socialtilsynets særlige opgaver efter denne bestemmelse vedrørende tilbud oprettet som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1.