Socialfrikortsloven § 5

  1. § 5
    Lov om ferie finder ikke anvendelse for indtægt med et socialt frikort, jf. dog stk. 5 og 6.
  2. Stk. 2.
    En borger, der har fået udstedt et socialt frikort, optjener 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse. Ved ansættelse i kortere tid end 1 måned sker optjeningen forholdsmæssigt med 0,07 dages betalt ferie for hver dags ansættelse, dog højst 2,08 dage. Ferien kan afholdes, når den er optjent (samtidighedsferie).
  3. Stk. 3.
    Arbejdsgiveren skal med et rimeligt varsel meddele borgeren, hvornår ferien skal holdes. Der skal i videst muligt omfang tages hensyn til borgerens ønske.
  4. Stk. 4.
    Feriebetaling udgør 12,5 pct. af den optjente løn. Ved ansættelsesforholdets ophør udbetales feriebetalingen for ikke afholdt ferie direkte til borgeren. Feriebetalingen indgår i opgørelsen af borgerens maksimale indtægt, jf. § 1, på baggrund af et socialt frikort.
  5. Stk. 5.
    § 6, stk. 2 og 3, og §§ 12-14 i lov om ferie finder anvendelse for borgeren.
  6. Stk. 6.
    § 46, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, i lov om ferie finder anvendelse for borgerens arbejdsgiver.
  7. Stk. 7.
    Overskrider borgeren den maksimale indtægt i § 1, vil feriedage, der er optjent fra det tidspunkt, hvor overskridelsen sker, og feriebetalingen herfor ikke længere være omfattet af stk. 1-6. Optjening, betaling og afholdelse vil derefter ske efter den til enhver tid gældende lov om ferie.