Skatteindberetningsloven § 22
§ 22
Skatteministeren kan fastsætte regler om, at finansielle institutter årligt skal foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om finansielle konti med tilknytning til Færøerne, Grønland eller udlandet med angivelse af følgende oplysninger:
- 1) Navn, adresse, cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer og udenlandske identifikationsnumre samt andre identifikationsoplysninger vedrørende kontohavere og oplysning om, hvilke lande eller områder disse er knyttet til. Er kontohaver en juridisk person med en eller flere kontrollerende personer, kan indberetningspligten tillige omfatte tilsvarende oplysninger vedrørende enhver sådan kontrollerende person.
- 2) Kontonummer, eller hvad der til praktiske formål svarer dertil, hvis et kontonummer ikke findes.
- 3) Navn og identifikationsnumre på det indberettende finansielle institut, herunder identifikationsnumre udstedt af udenlandske myndigheder.
- 4) Den finansielle kontos saldo eller værdi, herunder, for så vidt angår en forsikringsaftale med kontantværdi eller annuitetsaftale, kontantværdien eller tilbagekøbsværdien ved udløbet af det relevante kalenderår eller umiddelbart før lukningen, hvis kontoen er lukket i løbet af kalenderåret.
- 5) For så vidt angår forvaltningskonti:
- a) Det samlede bruttobeløb af renter, det samlede bruttobeløb af udbytter og det samlede bruttobeløb af anden indkomst genereret med hensyn til de aktiver, der findes på kontoen, når beløbene er betalt til eller tilskrevet kontoen eller er betalt eller tilskrevet med hensyn til kontoen i løbet af kalenderåret.
- b) Det samlede bruttoafkast ved salg eller indløsning af værdier, der er betalt til eller tilskrevet kontoen i løbet af kalenderåret, når det indberettende finansielle institut har optrådt som repræsentant for kontohaveren i forbindelse med salget eller indløsningen.
- 6) For så vidt angår indskudskonti, det samlede bruttobeløb af renter betalt til eller tilskrevet kontoen i løbet af kalenderåret.
- 7) For så vidt angår konti, som ikke er omfattet af nr. 5 eller 6, det samlede bruttobeløb betalt til eller godskrevet kontohaveren med hensyn til kontoen i løbet af kalenderåret, for hvilket det indberettende finansielle institut er betalings- eller godskrivningsforpligtet, herunder det samlede beløb af eventuelle indløsningsbeløb betalt til kontohaveren i løbet af kalenderåret.
Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte regler om, at finansielle institutter tillige skal indberette navnene på nærmere angivne finansielle institutter, hvortil de har foretaget betalinger, og det samlede beløb af sådanne betalinger til hvert af disse.
Stk. 3.
Skatteministeren kan fastsætte regler om procedurer ved indberetningspligtige finansielle institutters identifikation og indberetning af finansielle konti, jf. stk. 1, og betalinger til nærmere angivne finansielle institutter, jf. stk. 2. Skatteministeren kan også fastsætte regler om indhentelse af egenerklæringer i forbindelse med disse procedurer.