Skatteforvaltningsloven § 55
§ 55
Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
- 1) I en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage.
- 2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.
- 3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som Skatteministeriet har indbragt efter § 40, stk. 1.
- 4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
- 5) I en sag vedrørende skatter for EU-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
- 6) I en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, når det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og godtgørelse kan ydes, hvis afgørelsen, som har givet anledning til sagen, er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i nr. 1-4.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, gælder dog ikke ved anmodning om genoptagelse af en afgørelse, hvor skatteankeforvaltningen har truffet afgørelse efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller efter § 4 a, stk. 2.
Stk. 4.
Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4. Det gælder dog ikke, hvis sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven og sagen indbringes for domstolene efter § 48, stk. 1 eller 2. Godtgørelse ydes desuden ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager,
- 1) som er blevet behandlet i et vurderingsankenævn, skatteankeforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2, eller i et motorankenævn, eller
- 2) som er nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 5.
Endelig ydes godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes ved anmodning om henstand efter § 51, og godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet afgørelse i en klage- eller retssag, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans.