Selskabsskatteloven § 12 A

  1. § 12 A
    Opnår et selskab m.v. i et indkomstår en tvangsakkord i en rekonstruktion, nedsættes uudnyttede fremførselsberettigede underskud og dernæst uudnyttede fradragsberettigede tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 9, stk. 4, og § 43, stk. 3, kursgevinstlovens § 31, stk. 3, og § 31 A, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat, jf. dog stk. 2. Nedsættelsen sker med virkning for det indkomstår, hvori rekonstruktionsforslaget med tvangsakkorden stadfæstes, og for senere indkomstår.
  2. Stk. 2.
    Nedsættelsesbeløbet efter stk. 1 reduceres:
    1. 1) Med den del af nedsættelsesbeløbet, som er skattepligtigt for debitorselskabet.
    2. 2) Med den del af debitorselskabets indkomst, der hidrører fra selskabets frigørelse for gældsforpligtelser, der udgør skattefrit udbytte efter § 13, stk. 1, nr. 2, eller skattefrit tilskud efter § 31 D.
    3. 3) I det omfang debitorselskabet efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 8 og 24 A ikke skal medregne gevinsten på gælden ved indkomstopgørelsen.
  3. Stk. 3.
    En hel eller delvis konvertering af gælden til aktier eller konvertible obligationer sidestilles med en gældsnedsættelse. I disse tilfælde nedsættes underskuddet med det beløb, hvormed den konverterede fordrings pålydende overstiger den konverterede fordrings kursværdi på tidspunktet for konverteringen.
  4. Stk. 4.
    Erhverver koncernforbundne selskaber m.v. eller aktionærer i de koncernforbundne selskabers fælles aktionærkreds, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, direkte eller indirekte en fordring på debitorselskabet fra en kreditor, som hverken er koncernforbundet med debitorselskabet eller omfattet af den fælles aktionærkreds, sidestilles erhvervelsen med en gældsnedsættelse. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis fordringen erhverves af en person, der har bestemmende indflydelse i debitorselskabet, jf. ligningslovens § 2. I disse tilfælde nedsættes underskuddet med det beløb, hvormed fordringens pålydende værdi overstiger fordringens kursværdi på overdragelsestidspunktet. 1.-3. pkt. finder kun anvendelse, hvis en tilsvarende eftergivelse af gælden ville svare til en samlet ordning mellem debitorselskabet og dets kreditorer. Når 1.-3. pkt. finder anvendelse, anses gældens værdi ved påtagelsen reduceret med det beløb, hvormed der er sket underskudsbegrænsning, for at udgøre gældens værdi ved påtagelsen ved en efterfølgende opgørelse af gevinst eller tab på samme gæld.