Revisorloven § 35
§ 35
Som led i gennemførelsen af kvalitetskontrollen udføres kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomheden. Kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder af interesse for offentligheden, udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen.
Stk. 2.
Ved kvalitetskontrolbesøg i andre revisionsvirksomheder end de i stk. 1 nævnte, der udfører opgaver efter § 1, stk. 2, bistås Erhvervsstyrelsen af kvalitetskontrollanter, der er godkendt efter 2. pkt. Styrelsen godkender som kvalitetskontrollanter de revisorer, der for en 5-årig periode kan udføre kvalitetskontrol, jf. § 34, stk. 2, nr. 2. Styrelsen kan, hvor det skønnes nødvendigt, selv udføre kontrolbesøg eller deltage i kontrolbesøg sammen med en kvalitetskontrollant. Styrelsen kan i konkrete tilfælde udpege andre end revisorer som kvalitetskontrollanter.
Stk. 3.
Kvalitetskontrollanter skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse og have fornødent kendskab til kvalitetskontrol.
Stk. 4.
Kvalitetskontrollanterne og andre, som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen, er underkastet regler om revisors uafhængighed, jf. § 24.
Stk. 5.
Efter gennemførelsen af kvalitetskontrolbesøget udført af kvalitetskontrollanter godkendt af Erhvervsstyrelsen rapporterer kvalitetskontrollanten om kvalitetskontrolbesøget til styrelsen. Rapporteringen skal indeholde en beskrivelse af kontrollens genstand, art og omfang og en vurdering af kvalitetsstyringssystemet samt udførelsen af og uafhængigheden i forbindelse med opgaver efter § 1, stk. 2.
Stk. 6.
Erhvervsstyrelsen kan forlange de oplysninger fra kvalitetskontrollanten og den kontrollerede, der er nødvendige, for at styrelsen kan tage stilling til, om der foreligger fejl, mangler eller forbedringspunkter hos den kontrollerede. Styrelsen kan ligeledes forlange de oplysninger fra kvalitetskontrollanten, som er nødvendige, for at styrelsen kan føre en sag for Revisornævnet.