Retsplejeloven § 225
§ 225
Ved Sø- og Handelsretten behandles sager om EU‑varemærker, jf. varemærkelovens § 43 a, og sager om EF‑design, jf. designlovens § 42.
Stk. 2.
Medmindre parterne har aftalt andet, kan endvidere følgende sager anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. dog § 225 a:
- 1) Internationale sager, hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning,
- 2) sager mellem erhvervsdrivende, hvor fagkundskab til sø-, land-, luft- og jernbanetransport har væsentlig betydning,
- 3) sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part og anvendelsen af lov om markedsføring, lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter eller lov om betalinger har væsentlig betydning,
- 4) sager, hvor anvendelsen af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven, patentloven, lov om brugsmodeller, lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), plantenyhedsloven eller ophavsretslovens regulering af rettigheder til brugskunst eller edb-programmer har væsentlig betydning,
- 5) sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig betydning,
- 6) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov om markedsføring har væsentlig betydning, og
- 7) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelsen af lov om forretningshemmeligheder har væsentlig betydning.
Stk. 3.
Anlægges en sag, der er omfattet af stk. 2, ved byretten, henviser retten efter anmodning fra en part sagen til Sø- og Handelsretten. § 226, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.